Nyhed

Joan Baez fylder 70

Den amerikanske sangerinde og sangskriver runder et skarpt hjørne i dag

I dag fylder den amerikanske sangerinde, guitarist og sangskriver Joan Baez 70 år.

Joan Baez blev født på Staten Island, New York. Hendes far var fysiker og matematiker og arbejdede for UNESCO, og familien rejste meget rundt i verden, da Joan var barn.

Som otteårig overværede Joan en koncert med folkesangeren Pete Seeger. Det gjorde et stærkt indtryk på hende, og hun begyndte derfor at spille først ukulele, dernæst guitar, og skrive sange og optræde med dem.


Joan Baez fik sit gennembrud i 1959, hvor hun spillede på den velrenommerede Newport Folk Festival, ligesom udgivelsen af hendes roste selvbetitlede debutalbum fra 1960 bidrog til Baez' anerkendelse. Hun gjorde sig især bemærket med sin meget lyse stemme med markant vibrato og sine socialt bevidste, pacifistiske og samfundskritiske tekster.

Joan Baez er også kendt for at introducere sit publikum for sange af den dengang ukendte Bob Dylan i begyndelsen af tresserne. De to havde også i en periode et forhold.

Joan Baez har udgivet en lang række plader, helt præcist 34 foruden opsamlinger, med både egne og andres sange i et udtryk, der spænder fra folk til pop, rock, country og gospel med mere. Hun har desuden i mange år været aktiv i politisk og socialt arbejde og har blandt andet deltaget i demonstrationer mod Vietnam-krigen, ligesom hun har optrådt ved demonstrationer til fordel for homoseksuelles rettigheder, menneskerettigheder og miljøbevægelsen, mod dødsstraf, mod Irak-krigen og meget mere. I 2008 støttede hun Barack Obama under præsidentvalget.


Joan Baez' seneste udgivelse, "Day After Tomorrow", er fra 2008, og den blev til i samarbejde med sangeren og produceren Steve Earle, der producerede albummet. Det blev kaldt for "jordbundne menneskeskildringer" af GAFFAs anmelder Henrik Friis, som tildelte albummet tre stjerner og endvidere skrev:

"Baez anno 2008 er måske mere hæs og erfaren end klar og frisk, men der er stadig bid i indlevelsen, f.eks. i Elvis Costellos 'Scarlet Tide'. Eller endnu mere kuldegysende i den bjergtagende flotte Tom Waits-titelsang om soldatens længsler og nøgterne håb - kun iklædt Baez' eget guitarakkompagnement. Dét er menneskeskildring på højniveau."

Joan Baez er stadig aktivt turnerende musiker, og den 15. april giver hun koncert på Værket i Randers. Koncerten er udsolgt.


 

ANNONCE