Grind-kongerne gæster det københavnske spillested i februar
Igen i år gæster grind-kongerne Napalm Death Danmark. På tirsdag den 8. februar spiller de i det genåbnede The Rock, som de også væltede i 2009.
Napalm Death er mest kendt for at have skabt genren grindcore, men de er også meget mere end det. De har hele tiden rykket deres grænser, både inden for produktion og sangskrivning. På trods af - eller på grund af - en meget flydende besætning har bandet formået at holde en stadig høj kvalitet igennem 14 album. Det sidste album, "Time Waits for no Slave" fra 2009, indeholder både det tonstunge, det åndssvagt hurtige og de stærke riff, der har kendetegnet Napalm Death igennem deres cirka 25 år på scenen.
Napalm Deaths tekstunivers udspringer fra punk, og det er da også snarere i punken end i metal, at man finder deres inspirationer. Der er mere Killing Joke og Dead Kennedys end Black Sabbath. Og medlemmerne, der er gået ud af Napalm Death, har lavet alle mulige andre ting, såsom Scorn, Godflesh, Lull og Jesu.
Napalm Death har turneret noget nær konstant i alle årene, og har også været forbi Danmark en del gange. De er et stærkt live-band, hvor man får nogle gode historier om sangene, samt om muligt endnu hurtigere udgaver end albumversionerne.
The Rock relancerede sig selv sidste år, med en lidt mere "venlig" profil. Stedet havde fået sig et lidt blakket ry, i forhold til behandling af både publikum og bands, men med de nye managere er der nye boller på suppen. Indtil videre tyder det på et stærkt år, med navne som Entombed, Exploited og Sick Of It All på vej.
Billetsalget er i gang via GAFFA Live.