Nyhed

Rod Stewart er vild med modeltog backstage

Den britiske sanger afslører sit lidt atypiske backstage-foretagende i Model Railroader Magazine

Mange kunstnere er kendt for at have nogle meget mærkelige krav på den forplejningsliste, som spillestedet får inden kunstneren ankommer. James Brown kunne i sin tid bede om helt obskure og mystiske krav som en hårtørrer-hjelm fra 1972, en stor pose hash og 50.000 dollars kontant. Eller Van Halens mytiske liste fra deres tour i 1982, hvor de efter sigende skulle have krævet at få M&Ms - uden de brune.

Rod Stewart har netop vist sig at have en helt anden passion, som han plejer at dyrke i backstage-faciliteterne.

Stewart fortæller til Model Railroader Magazine (citeret via BBC), at han altid beder om et bord i sit backstage-rum, som han bruger til at lave modelhuse til sin modeljernbane.


Dette foregår altid med rigeligt af udluftning for at undgå at de giftige dampe skal komme til at skade sangerens stemmebånd inden han skal synge. Desuden udtaler Stewart også, at modeljernbane-bygning og alkohol aldrig er en god kombination.

"Jeg kan ikke bygge efter jeg har fået et par glas vin - resultaterne er aldrig gode."

Nogle gange bliver selv modelbane-bygning bare for intenst for den 66-årige sanger. Så er det tid til at tage en pause og få en kop te. I interviewet udtaler han videre:


"Når jeg begynder at fokusere så intenst på en model at det ikke længere er sjovt, så er det tid at lade det ligge. Tage en kop te og komme tilbage til det senere."

Rod Stewart er da også et kendt ansigt i modeljernbane-kredse. Stewart er nemlig selv ejeren af en modeljernbane på mere end 450 m² i sin kælder i Beverly Hills. Stewart der i 1978 sang "Do Ya Think I'm Sexy" giver afsluttende sit bud på, hvordan man bliver en rigtig god jernbane-modelbygger:

"Et godt øje for proportioner, sans for hvad der virker naturligt, helt ned til placeringen af reklameskilte."


ANNONCE