Den omstrukturerede talentkonkurrence er klar med de fire første bands og en efterfest
Den århusianske musikkonkurrence The Band Contest er blevet omstruktureret i år, så den har fået et nyt navn samt en aftale med spillestedet Fatter Eskil, hvor der vil blive afholdt indledende runder samt finale efterfulgt af en stribe efterfester. Første heat afvikles 3. februar, hvor Danmarks Grimmeste Festival står for en efterfest med Kejser A, Ham Den Lange og DJ Static.
Det er grupperne Fabl (Århus) (billedet), Paper Tigers (København), Among Disco Club Kids (Randers) og Dilemma Light (Århus), som er de første til at skulle kæmpe om en plads i finalen, der vil blive afviklet 21. april. Det er publikumsstemmer, der sender en gruppe fra hver af de indledende runder til finalen, hvor der vil blive fundet en vinder af et dommerpanel sammensat af branchefolk.
Til hver af de fire indledende runder vil der desuden være en efterfest med livemusik, og den første af dem præsenteres i samarbejde med Danmarks Grimmeste Festival. De har hyret Kejser A, Ham Den Lange og DJ Static som skal lave et show, der kan runde aftenen af.
Det hele afvikles på spillestedet Fatter Eskil i Århus torsdag 3. februar, hvor de deltagende navne kæmper om en plads i finalen, hvor man i år kan vinde en førstepræmie, der giver to dages studieindspilninger samt jobs på Bork Havn Musikfestival, Stengade, Fatter Eskil, Kulturhuset Pavillionen i Grenå, en fotosession med Kasper Hemme, ti timers økonomisk rådgivning ved et revisionsfirma, gavekort på 1000 kroner til Rock City, en Danelectro Dead On 67 Limey Guitar med mere. Ligeledes vinder anden- og tredjepladsen præmier i samme kaliber, mens talentprisen er et gig på Danmarks Grimmeste Festival.