Nyhed

Pearl Jam-film får premieredato

"Pearl Jam Twenty" får premiere primo september og kan ses i udvalgte biografer verden over senere samme måned

Som vi tidligere har fortalt, er den Oscar-vindende filminstruktør og musikjournalist Cameron Crowe på vej med en dokumentarfilm om Pearl Jam. Filmen har titlen "Pearl Jam Twenty" og får premiere i forbindelse med 20-året for udgivelsen af gruppens særdeles succesfulde debutalbum "Ten", der udkom i august 1991.

Nu har Pearl Jam så offentliggjort filmens premieredato. Den bliver den 10. september, hvor filmen får premiere på Toronto International Film Festival. 20. september bliver filmen så vist i en lang række biografer verden over. Filmen bliver kun vist denne ene dag, men i det, gruppen selv kalder "større markeder", bliver den desuden sat op i en uge fra og med 23. september.

Filmen bliver herefter bragt på amerikansk tv 9. oktober, og dvd'en udkommer 25. oktober. Soundtracket er på gaden allerede 20. september.


Filmen markerer også bandets 20 års jubilæum under navnet Pearl Jam. Pearl Jam blev oprindelig dannet i 1990 under navnet Mookie Blaylock, men blev nødt til at skifte navn til Pearl Jam året efter. Blaylock er en tidligere NBA-spiller, der i 1990 spillede for New Jersey Nets, men altså ikke var interesseret i at have et band opkaldt efter sig. Han fik dog et album opkaldt efter sig, da debutpladens titel er opkaldt efter hans trøjenummer.

Pearl Jam bliver også fejret med bogen "Pearl Jam Twenty" skrevet og redigeret af Jonathan Cohen og Mark Wilkerson med forord af Cameron Crowe. Bogen er på gaden 13. september og rummer interviews med såvel bandet som kunstnere som Bruce Springsteen, Neil Young og Dave Grohl.

GAFFA fejrer også "Ten"s og Pearl Jams 20 års jubilæum i form af et stort Klub GAFFA-tillæg i september skrevet af GAFFAs Pearl Jam-ekspert Henrik Tuxen, der har interviewet bandet gentagne gange og er forfatter til bogen "I Pearl Jams Fodspor". Hvis du gerne vil læse tillægget, men endnu ikke er medlem, kan du melde dig ind på klub.gaffa.dk


Se en trailer for filmen og læs mere på pj20.com.

 

 


ANNONCE