Efter sin udtræden af musikverdenen har den engelske musiker udtalt, at han ikke længere lytter til musik
Tidligere på året skrev vi på GAFFA, at Phil Collins, manden der har fungeret som sanger og trommeslager i Genesis i årtier og udgivet en lang række soloplader, trak sig tilbage fra musikken omkring årsskiftet for at være fuldtidsfar for sine to unge sønner. I forbindelse med sin udtræden af musiklivet følte Collins sig fejlciteret og skrev derfor på sin hjemmeside:
1. Jeg stopper ikke på grund af besværlige anmeldelser eller dårlig behandling i pressen.
2. Jeg stopper ikke, fordi jeg ikke føler mig elsket; jeg ved, at jeg stadig har en meget stor fanbase, som elsker, hvad jeg laver. Tak.
3. Jeg stopper ikke, fordi jeg ikke passer ind, dette blev bevist med "Going Back" (Collins' seneste album fra efteråret 2010, red.), som nåede førstepladsen på den engelske hitliste og går fremragende på verdensplan.
4. Jeg stopper ikke for at kaste mig fuldtids over min interesse for Alamo (historisk slag i Texas i 1836, som Collins har udtrykt interesse for, red.).
Nu har Collins givet et nyt interview med nogle bemærkelsesværdige udtalelser. Ifølge The Telegraph udtaler den 60-årige Collins, at han har opgivet at lytte til musik efter sin udtræden af musikverdenen. Ligesom den amerikanske singer-songwriter Neil Diamond, der tidligere har udtalt, at han nu kun ønsker at lytte til lyden af brød der hopper op af brødristeren, foretrækker Collins lyden af stilhed.
"Jeg er faktisk ikke særlig glad for musik. Jeg lytter ikke rigtig til musik. Min yngste datter Lily spiller ofte noget musik for mig, hvortil jeg svarer: wow, hvem er det? - Men jeg er faktisk ikke interesseret", har Collins udtalt i forbindelse med The Glenfiddich Mojo Awards.
Phil Collins har som solist gennem årene solgt cirka 150 millioner plader samt yderligere cirka 150 millioner album med Genesis.
Da Collins fyldte 60 år i januar, bragte GAFFA et stort portræt af ham, som du kan læse her.





