Nyhed

Brother Grimm har album på vej

Når Asbjørn Auring Grimm tirsdag eftermiddag løber ind på Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene er det med debutalbummet lige om hjørnet

Eksil-aarhusianeren Brother Grimm er 5. september klar med debutalbummet "Just Saying", der følger op på førstesinglen "Wiggedy Wack", som særligt DR P3 den seneste måned har taget vel imod. 

På albummet dyrker Asbjørn Auring Grimm igen den noget dystre poesi, han senest har udfoldet i sin spritnye novellesamling "Linda Love", og som også kendetegnede det noget sortsynede, Joy Division-inspirerede Decorate.Decorate. med hvem Asbjørn Auring Grimm i øvrigt optrådte på Pavilion Junior i 2007.  

Under aliaset Brother Grimm serveres de litterære tekster i en spraglet og ganske udansk indpakning, der af Roskilde Festival betegnes som dansabel hipster-hiphop, imens pladeselskabet taler om et grænseland mellem indierock og rap og forestiller sig et møde mellem LCD Soundsystem, Gorillaz, Interpol og Rage Against The Machine. 


Brother Grimm har i foråret givet roste prøver på sit materiale på både Spot- og Start Festival, og der er på forhånd varslet nok en medrivende fest-og dans-koncert, når Asbjørn og klokken 17.30 i morgen igen står på Roskilde Festivalens opvarmningsscene med sine musikalske brødre Mixen Lindberg (Hammonds, Harringon & Destroy, Hatesphere og Furillo), Stefan Gejsing (Diefenbach, Furillo) og Lasse Lyngbo (Diefenbach, White Pony), der også har produceret debutalbummet. 

Se i øvrigt den spritnye, flippermaskine-inspirerede musikvideo til Brother Grimms single "Wiggedy Wack" her.

Brother Grimm har selv spillet meget flippermaskine på aarhusianske grillbarer i sine teenageår. Det var derfor vigtigt for ham, at der indgik en flippermaskine i hans første musikvideo, og ikke bare en tilfældig flippermaskine, men "Medieval Madness", som ifølge flippermaskinekendere er noget helt specielt og kun fremstillet i ganske få eksemplarer. Det lykkedes dog Brother Grimm at opspore én i Præstø, og med stor forsigtighed blev den transporteret til hovedstaden, hvor videoen er indspilllet.


Brother Grimm spiller på Roskilde Festival - Pavilion Junior, tirsdag 17:30

 


 


 


 


 

 

 

ANNONCE