Nyhed

Edward Sharpe & The Magnetic Zeros opgraderes

Der har været så stor interesse for den kommende koncert, da den nu rykkes til Store Vega

I starten af maj blev det offentliggjort, at Edward Sharpe & The Magnetic Zeros skulle spille deres første danske koncert til august i Lille Vega, men det ændres der nu lidt på. Der har nemlig været så meget rift om billetterne, at koncerten nu opgraderes til Store Vega.

Koncerten har været udsolgt, og folk har været på venteliste, men nu får lidt flere mennesker mulighed for at opleve den ti mand store gruppe, der i 2009 debuterede med albummet "Up From Below".

Bandet har et ry for at være et medrivende livenavn, der fremviser masser af spilleglæde, og nu får de altså lidt mere plads at boltre sig på, når de til august skal give koncert i København.


Edward Sharpe & The Magnetic Zeros kan opleves i Store Vega lørdag den 13. august. Billetter købt til Lille Vega er naturligvis gældende, og ekstra billetterne sælges fra i dag mandag den 27. juni via Billetlugen.dk tlf. 70 263 267 samt i Fona butikker landet over.

ANNONCE