Det københavnske country-rock-band skal spille support, når Eagles om kort tid gæster Danmark
Freddy and the Phantoms er blevet håndplukket af koncertarrangøren Live Nation og Eagles selv til at varme op, når den californiske rockgruppe spiller i Hjallerup på onsdag.
Hermed kulminerer et oplevelsesrigt halvår for Freddy and The Phantoms, der albumdebuterede sidste år med pladen "Leaving The Landscape". Kvintetten har de sidste seks måneder blandt andet opnået airplay på P4, spillet opvarmningsjob for amerikanske Hayseed Dixie og været nomineret i rockkategorien til dette års Underground Music Award.
"At supporte the Eagles må betegnes som noget nær det ultimative når man spiller countryrock. Genren er ikke særlig stor i Danmark, men vi oplever en stigende interesse for vores musik – måske fordi vi tør tage det seriøst men samtidig har et glimt i øjet når vi spiller. Det er jo en af de største genrer i USA, så vi er selvfølgelig meget stolte og tror i øvrigt, at fremtiden for vores musik i høj grad ligger uden for landets grænser", fortæller Frederik Schnoor, som er forsanger i Freddy and the Phantoms.
Eagles har siden marts 2008 turneret med sangene fra albummet "Long Road Out Of Eden", der indtil videre har solgt mere end syv millioner eksemplarer i hjemlandet. Kombineret med deres øvrige udgivelser har de solgt mere end 120 millioner plader på verdensplan, hvilket gør dem til det bedst sælgende amerikanske band nogensinde. Eagles gæstede senest Danmark i maj 2009, hvor de spillede i NRGI Park i Aarhus.
Freddy and the Phantoms varmer op for Eagles på onsdag den 15. juni på Hjallerup Koncertplads i Aalborg Nord.
Køb billetter via GAFFA Live.





