Glassalen serverer intim-koncert med den amerikanske sangerinde til september
Kelis har siden udgivelsen af debutalbummet "Kaleidoscope" fra 2000 slået sig fast som en sangerinde, der eksperimenterer med genrer og stilarter som har resulteret i en række bemærkelsesværdige hits. En af de sange der havde medindflydelse på hendes gennembrud var "Caught Out There", hvor hun skreg ad sin utro kæreste. Men også megahits som "Milkshake" og "Trick Me" har haft stor betydning for den amerikanske sangerinde, og mon ikke de dukker op i Tivoli til september.
I løbet af sin karierre har hun blandt andet turneret med Moby og U2 og indspillet sange med producere og sangere som The Neptunes, NERD, Outkast og Björk. Hun har solgt mere end to millioner singler og lige så mange album verden over samt modtaget flere priser og været nomineret til Grammy Awards to gange.
Kelis udgav sidste efterår sit femte album i rækken, som bærer titlen "Flesh Tone". Albummet som blandt andre David Guetta, Alle og Benny Benassi har været en del af, fik tildelt fire ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Sohail Hassan.
Den 9. september gæster sangerinden så Glassalen i Tivoli i København. Og ud over sangerinden selv er det de 960 siddepladser, der udgør hovedingredienset i den opskrift, der lyder på intim-koncert med R&B-scenens Kelis.
Koncerten i Glassalen i Tivoli afvikles fredag den 9. september kl 20.00, og billetter kan købes på Billetlugen.dk.