Nyhed

Penn Badgley spiller Jeff Buckley

Skuespilleren fra "Gossip Girl" skal spille Jeff Buckley i "Greetings From Tim Buckley"

Filmproducenten Orion Williams meldte forleden ud, at skuespilleren Penn Badgley aldrig har været på tale til rollen som Jeff Buckley i den film, som han er i gang med at lave sammen med Buckleys mor, Mary Guibert. Han kunne ikke forstå, hvordan sådan et rygte kunne starte, men det er der nu kommet en forklaring på. Penn Badgley skal nemlig spille hovedrollen i den anden film, der er på vej om sangskriveren, der døde i 1997.

Filmen "Greetings From Tim Buckley" tager sit udgangspunkt i en hyldestkoncert til Tim Buckley i 1991 og følger derefter sønnens liv frem mod hans død seks år senere. Filmen laves i samarbejde med Tim Buckleys bo og skal skrives og instrueres af Dan Algrant, der tidligere har instrueret Al Pacino i "People I Know" samt stået bag kameraet på en række afsnit af "Sex & The City".

Om muligheden for at spille Jeff Buckley siger Penn Badgley i en pressemeddelelse:


"At spille en mand, der var overordentlig talentfuld som kunstner, i høj grad misforstået og mytologiseret som menneske ... Det er noget helt specielt og helligt. Jeg har tænkt mig at give alt, hvad jeg kan for dette projekt".

Optagelserne til filmen starter i New York til august.

ANNONCE