Nyhed

Trentemøller fortæller om sit Late Night Tales-album

Den allestedsnærværende dj og elektromusiker har sammensat den seneste udgave af mix-album-serien. Vi har fanget det travle verdensnavn.

Tidligere på ugen udkom den 25. udgave af mix-album-serien Late Night Tales (tidligere Another Late Night), denne gang sammensat af Anders Trentemøller. Dermed har den danske musiker og dj skrevet sig ind i serien, der tæller eklektiske kompileringer sammensat af navne som Four Tet, The Flaming Lips, Air, Fatboy Slim, Arctic Monkeys og Sly & Robbie.

I en pause fra den igangværende verdensturné og færdiggørelsen af det kommende Darkness Falls-album fik vi en kort snak med Anders Trentemøller om den nye kompilering og hans generelle musikforbrug.

– Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke kendte Late Night Tales-serien, men det lød som et cool koncept, altså at lave et mix til de sene timer. Ligesom med mit tidligere mix-album (Harbour Boat Trips – Copenhagen by Trentemøller) sammensatte jeg jo bare et mix af de kunstnere, der har inspireret mig gennem tiderne. Men jeg gik mere efter at følge en rød tråd stemningsmæssigt, og derfor gik jeg heller ikke så meget op i, om det var perfekt beatmikset denne gang. Jeg gik mere efter et naturligt flow, og så kan det jo godt være, at det går op og ned i tempo, eller et gammelt nummer bliver spillet lige efter et nyt.


– Denne gang fik jeg også mulighed for at bruge et par numre, jeg gerne ville have haft med sidste gang, men som jeg ikke kunne få lov at bruge dengang. EMI, der står bag denne nye udgivelse, har lidt flere snore at trække i, så jeg fik både Velvet Underground og Mazzy Star med på det nye mix. Men der var stadig numre, jeg ikke fik lov at bruge denne gang. Blandt andet et nummer med Warlocks og et virkeligt smukt nummer med Sunn 0))) / Boris, som af en eller anden grund ikke kunne komme med. Men de kommer måske med næste gang igen.

Hvor finder du musik? Går du på rov i pladebutikker, eller er alt digitaliseret?

– Både og. Sommetider kommer numrene også fra venner, der sender anbefalinger, og engang imellem surfer jeg rundt på blogs og finder nogle nye numre. Men det kommer meget i perioder, da jeg bruger det meste af min tid på at lave min egen musik. Så jeg vil ikke kalde mig selv for en stor musiksamler, men jeg holder altid et nysgerrigt øre og øje åbent. 


Hvad var dine seneste to pladekøb, digitalt og i fysisk format?

– Crystal Stilts' seneste album In Love With Oblivion købte jeg via iTunes, og så købte jeg en gammel Leonard Cohen-lp, da jeg var på turné. Jeg er så dårlig til at huske titler, med det er den, hvor The Partisan er på (Songs From A Room, red.)

 


Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion

 

ANNONCE