Nyhed

DJ Shadow udsender album

Det er fem år siden sidste soloudgivelse fra DJ Shadow, men til september kommer der endelig nyt

DJ Shadow gæster Danmark to gange i juni måned, og nu annoncerer den amerikanske dj, at han til september vil være klar med en opfølger til "The Outsider" fra 2006. Det kommende album hedder "The Less You Know The Better", og første smagsprøve er netop blevet udsendt i form af ep'en "I Gotta Rokk".

Ep'en indeholder tre nye sange plus tre remix af numre, der vil dukke op på det kommende album. På dj'ens officielle webside kan man både høre bidder af de nye sange og bestille ep'en online. Derudover er der ikke kommet noget frem om det kommende album, bortset fra at DJ Shadow udtaler, at det ligger klar til udgivelse.

Dermed er der altså nyt solomateriale på vej fra dj'en, der både i 2007 og 2008 var aktuel med udgivelser lavet i samarbejde med Cut Chemist. Varslingen om at "The Less You Know The Better" er på vej, indikerer, at der også vil være nyt i vente på livefronten, når DJ Shadow til juni dukker op i både København og Aarhus. Her kan han opleves 20. juni i Amager Bio, og dagen efter sætter han sit gear op på Train i Aarhus.


Billetter til begge koncerter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE