Koncerten med den gendannede gruppe rykkes fra Lille til Store Vega
For en måned siden annoncerede Grant Lee Buffalo, at de ville gæste Lille Vega 9. august, og selvom de holder fast ved datoen, så bliver det i stedet i Store Vega, man vil kunne opleve den gendannede gruppe.
Det er på grund af en ikke overraskende stor efterspørgsel efter billetter, at koncerten flyttes, og billetter købt til Lille Vega er naturligvis også gyldige i Store Vega.
De sidste mange gange frontmand Grant-Lee Phillips har gæstet Danmark har det været som solist. Men når han vender tilbage til august, sker det i selskab med det gendannede band Grant Lee Buffalo, der har været opløst siden slutningen af 90'erne.
Bandet nåede at udsende fire plader, inden gruppens hovedmanden Phillips valgte at fokusere på solokarrieren. Til de efterfølgende danske koncerter har han dog altid været flink til at trække klassikere som "Truly, Truly", "Mockingbirds" og "Fuzzy" op af posen. Men nu kommer der altså en mulighed for at høre sangene spillet af et helt band i stedet for af Phillips som soloartist.
Grant Lee Buffalo bestod i 90'erne af Phillips sammen med Paul Kimble (bas) og Joey Peters (trommer), og det er samme konstellation, der tager ud på en kort koncertrække i USA og Europa, der altså også kommer til at inkludere et besøg i København.
Billetsalget til koncerten i Store Vega starter onsdag 18. maj klokken 10:00 gennem Billetnet.dk, på telefon 70 15 65 65, samt på posthuse.