Nyhed

Mademoistella & Cille præsenterer The Eclectic Moniker

Torsdagsklubben inviterer i denne uge til koncert med The Eclectic Moniker og Black Poodle Quarterbacks From Detroit

Den står på live afro-rock, når Ideal Bar i morgen torsdag 5. maj inviterer til Mademoistella & Cille Session med The Eclectic Moniker. Aftenen vil ligeledes byde på efterfest med dj-holdet Black Poodle Quarterbacks From Detroit.

"Det er eksotisk og alligevel skandinavisk– og dermed en slags musikkens svar på Noma." Sådan beskrives The Eclectic Moniker (billedet) i en pressemeddelelse. Bandets musik består af drømmende og melankolske tekster, som bliver ledsaget af marimba og guitar-ornamenter. Numrene er trods deres eksotiske præg båret af en poppethed. Bandet, der spiller på både Spot og Start Festival i år, er nyt, men P3 er allerede begejstrede.

Hør The Eclectic Monikers nummer "2 Officers" her.


Black Poodle Quarterbacks From Detroit er et hold af DJ's, der danner et femkløver bestående af Rita og Birk fra Mesteren & Lærlingen, Esben Weile fra Jessie, Louisa Nieves fra Mørk Rom, DJ Gul og Miriam Lerkenfeld. Læs mere om konstellationen på facebook.

Mademoistella & Cille Session med The Eclectic Moniker og Black Poodle Quarterbacks From Detroit finder sted i morgen den 5. maj klokken 21.00 på Ideal Bar på Vesterbro i København, og man kan læse mere om arrangementet her.

ANNONCE