Nyhed

Suzi Quatro til Ølstykke

Det genoplivede Open Air-arrangement har også The Orchestra bestående af ELO-medlemmer på programmet

Efter en pause på fire år vil teltpælene igen blive slået i jorden, og rocken vil fylde Festpladsen i Ølstykke, når Ølstykke Fodbolds Venner lørdag d. 25. juni 2011 inviterer til Ølstykke Open Air med The Orchestra og Suzi Quatro øverst på plakaten.

The Orchestra består blandt andet af Louis Clark og Mik Kaminski, der spillede med Electric Light Orchestra fra midten af 70'erne, og som i 80'erne fulgte trommeslageren Bev Bevan med over i bandet ELO Part II. Den gruppe blev opløst af Bevan i 2000, og de øvrige medlemmer dannede så The Orchestra, der har udsendt et enkelt album, og som til deres koncerter spiller sange som "Can't Get It Out Of My Head", "Evil Woman" og "Roll Over Beethoven" fra det store ELO-bagkatalog.

Ligeledes på plakaten er Suzi Quatro, der i 70erne hittede med sange som "Can the Can", "Devil Gate Drive" og ikke mindst "Stumblin' In", som hun sang i duet med Chris Norman fra Smokie. Seneste album fra Suzi Q er "Back To The Drive" fra 2006, men mon ikke det bliver de gamle hits, der vil være flest af til den kommende danske koncert.


Til Ølstykke Open Air kan man desuden opleve Everybody's Talking samt covergrupperne Peter & De Andre Kopier og Highway Jam. Det hele afvikles 25. juni, og billetter kan købes via Billetnet.dk.

 

ANNONCE