Nyhed

Bigbang søger dansk opvarmning

Den norske rocktrio opfordrer danske bands til at deltage i konkurrencen om at varme op for dem på Loppen

Den norske rocktrio Bigbang har gennem over ti år markeret sig som et af Norges mest populære orkestre i hjemlandet, og de er af NRK blevet kaldt "Norges bedste liveband". Nu kommer gruppen til Loppen i København for at give koncert 8. april, og i den forbindelse er de på jagt efter et opvarmingsband.

Bandet består af Øystein Greni (guitar, sang), Olaf Olsen (trommer, percussion og kor) og Nikolai Hængsle Eilertsen (bas, kor). Bandet har base i Oslo og i Los Angeles og har turneret og samarbejdet med blandt andre The Raconteurs, Turbonegro, Billy Gibbons, Lissie, Phantom Limb og David Rawlings.

Desuden kendes den til tider langskæggede Olaf Olsen på disse kanter som tidligere trommeslager for Tim Christensen, blandt andet på hans "Honeyburst"-turné i 2003 og 2004.


Bigbang har en tradition for at selv at vælge deres opvarmning til visse af deres koncerter på baggrund af en slags konkurrence. Dette sker også i forbindelse med Loppen-koncerten, og derfor beder Bigbang alle interesserede bands om at melde sig til via gruppens hjemmeside, hvor de også kan uploade info, fotos, videoer og musik. Dette kan man gøre via følgende link.

Bandet gør opmærksom på, at udgifter til rejse og forplejning betales af det vindende band. Om der er honorar, melder historien ikke noget om.

Bigbang er i øvrigt aktulle med deres niende studiealbum "Epic Scrap Metal" 28. marts.


Hvis du ikke selv vil spille, men blot "nøjes" med at overvære koncerten, kan billetter købes via GAFFA Live.

ANNONCE