Gruppens første turné uden Stephen Gately rammer Danmark til august
Den irske kvintet Boyzone mistede i 2009 et medlem, da Stephen Gately døde på Mallorca, og fem måneder senere udgav gruppen sit første album i tolv år dedikeret til sangeren. Albummet følges først nu op med en turné, hvor gruppen for første gang skal optræde som kvartet, og det vil man blandt andet kunne opleve 4. august i Skovdalen i Aalborg.
Boyzone er et af de mest succesfulde navne nogensinde på hitlisterne i Storbritannien med nitten top 40-singler og seks, der har taget førstepladsen i England, og ni, der har ligget nummer et i hjemlandet. De har et samlet pladesalg på mere end tyve millioner plader fordelt på fire fuldlængde udgivelser og diverse opsamlinger.
Blandt de største hits finder man "Love Me For A Reason", "Father And Son" og "Words", og samtidig har frontmand Ronan Keating som bekendt sideløbende kunnet lancere en særdeles succesfuld solokarriere.
Den kommende turné vil bære præg af, at gruppen nu står uden Stephen Gately, hvilket blandt andet vil blive markeret med en mindevideo og billeder på storskærmene, og samtidig kommer gruppen til Danmark med en sætliste, der sætter fokus på de største hits blandet med enkelte sange fra Ronans solokarriere.
Boyzone kan opleves i Skovdalen i Aalborg 4. august, og billetter kan købes fra 28. marts via Billetlugen.dk.