Nyhed

Larsen And Furious Jane gjorde solidt livecomeback

Gruppens første koncert i over to år blev en femstjernet oplevelse

Lørdag aften gav den særdeles anmelderroste Aarhus-gruppe Larsen And Furious Jane livecomeback med deres første koncert i over to år – og deres eneste koncert i Danmark i denne omgang. Koncerten fandt sted på Teater Grob i København som del af CPH:DOX-festivalen og kommer oven på sommerens udgivelse af det gratis, vanen tro kritikerlovpriste album "Dolly", du kan downloade kvit og frit via hjemmesiden momowave.org

Anmelder Peter Lykke Madsen tildeler koncerten fem ud af seks stjerner og skriver blandt andet:

"Selvom det er over to år siden Larsen & Furious Jane sidst har spillet live, så må man være imponeret over, hvor fantastisk sammenspillet en enhed de er. Kommunikationen, både internt på scenen og til publikum, er stort set ikke eksisterende. To små tak er, hvad vi får, helt sikkert et stilistisk valg, men måske også båret af den nervøsitet og koncentration, som præsentationen af det nye materiale har medført. Vi får dog også et par sange fra den mesterlige "Zen Sucker"-plade, hvor særligt "Snakes in the Grass" fremstår som et af aftenens højdepunkter, hvis man skal udpege nogle."


Peter Lykke Madsen fortsætter:

"Før man ser sig om er vi desværre allerede ved koncertens slutning. Otte sange på 45 minutter er nok lige på den korte side, specielt når man er i så godt selskab, men til trods for klapsalver og forventninger om et ekstranummer, så indtager Torsten Larsen kun scenen igen for at sige tak for i aften og forklare, at det altså ikke kan blive til mere, desværre."

Læs hele anmeldelsen i GAFFAs anmeldelsessektion.


ANNONCE