"A Foot in The Door" er gruppens første best of på en enkelt cd, og samtidig udkommer "Wish You Were Here" i to deluxe-udgaver
Pink Floyd har dette efterår haft gang i den såkaldte "Why Pink Floyd"-kampagne, som indbefatter remastererede genudgivelser af hele gruppens bagkatalog, både enkeltvis og i en samlet boks, og både med og uden bonusnumre. I dag udgiver de, i tæt samarbejde med pladeselskabet EMI, så opsamlingsalbummet "A Foot in the Door" med højdepunkter fra hele gruppens karriere.
Det er gruppens første enkelt-cd's-best of og den kun anden best of i hele gruppens karriere. I 2001 udgav de den dobbelte opsamlings-cd "Echoes", og nu kommer så "A Foot in the Door". Albummet indeholder følgende sange, som er remastererede (af gruppens mangeårige samarbejdspartner James Guthrie, som i øvrigt også har samarbejdet med Kashmir) og nøje udvalgt af de tre i dag levende medlemmer af Pink Floyd: Roger Waters, David Gilmour og Nick Mason:
1. Hey You
2. See Emily Play
3. The Happiest Days Of Our Lives
4. Another Brick In The Wall pt2
5. Have A Cigar
6. Wish You Were Here
7. Time
8. The Great Gig In The Sky
9. Money
10. Comfortably Numb
11. High Hopes
12. Learning To Fly
13. The Fletcher Memorial Home
14. Shine On You Crazy Diamond (edit)
15. Brain Damage
16. Eclipse
"Wish You Were Here" i deluxe-udgaver
Samtidig udkommer to deluxe-udgaver af gruppens klassiske album "Wish You Were Here" fra 1975. Dels "Experience"-udgaven med en ekstra cd med ikke tidligere offentliggjorte live- og studienumre og en 20 siders booklet, designet af Pink Floyds mangeårige samarbejdspartner Storm Torgerson. Dels "Immersion"-udgaven med hele fire ekstra cd'er med blandt andet koncertoptagelser fra Wembley i 1974, 36 siders booklet designet af Storm Torgerson og en fotobog med billeder af en anden gammel Pink Floyd-kollaboratør, Jill Furmanovsky. Og endelig en ikke tidligere offentliggjort version af sangen "Wish You Were Here" med jazzviolinisten Stéphane Grappelli. En optagelse, som trommeslager Nick Mason synes er noget af det mest spændende i hele genudgivelsesserien.
I forbindelse med udgivelsen af de nye genudgivelser bringer GAFFA Anders Rou Jensens store Klub GAFFA-artikel om fire af de mest kendte Pink Floyd-plader, debuten "The Piper at the Gates of Dawn" (1967), "Dark Side of the Moon" (1973), "Wish You Were Here" (1975) og "The Wall" (1979). Læs blandt andet, hvorfor Rou synes, debuten er fremragende, hvorfor "Dark Side" og "Wish You Were Here" er fine, og hvorfor "The Wall" er skuffende, i GAFFAs artikelsektion.
Tidligere på efteråret bragte GAFFA i øvrigt et stort interview med Nick Mason, som du også kan læse i GAFFAs artikelsektion.