I forbindelse med Greenpeaces 40-års fødselsdag giver Albarn, Allen, Simonon og Tong her til aften en eksklusiv koncert i London
For første gang siden 2008 samles altid travle Damon Albarns gamle supergruppe, der er kendt som The Good The Bad And The Queen, for at spille én enkelt koncert i aften. Anledningen er Greenpeaces 40-års jubilæum og den samtidige fejring af, at miljøorganisationen får sig en ny båd i form af Rainbow Warrior III. Koncerten, der vidner om, at den officielt unavngivne supergruppe, der aldrig er gået i opløsning, stadig lever, finder sted på London på The Coronet Theather i London.
"Vi har altid støttet Greenpeace og deres utrolige arbejde. Det bliver en storartet aften, vi ser virkelig frem til det," siger Paul Simonon om koncerten i en pressemeddelelse på gruppens hjemmeside.
The Good The Bad And The Queen, som gruppen bliver kaldt, blev dannet i 2006 og udgav i starten af 2007 det album, der har givet gruppen sit kaldenavn, da Damon Albarn hævder, at gruppen ikke har noget navn. Selvom gruppen aldrig er gået i opløsning, har de ikke udgivet noget siden "The Good The Bad And The Queen", og koncerten på The Coronet Theather i London i aften er som sagt den første, bandet giver i næsten tre år.
Gruppen består af Blur/Gorillaz-frontmand med mere Damon Albarn, tidligere Fela Kuti-trommeslager Tony Allen, der også medvirker i Damon Albarns nye supergruppe Rocketjuice And The Moon, The Clash-basisten Paul Simonon, der har medvirket i Gorillaz på de seneste to studiealbum "Plastic Beach" og "The Fall" og spillet med dem live, og guitaristen og keyboardspilleren Simon Tong, der har været medlem af The Verve, Blur og medvirket en del i Gorillaz.
Koncerten i aften er naturligvis udsolgt, men det skal blive spændende at se, om det bliver startskuddet på et nyt kapitel i den unavngivne gruppes historie.
Hør "Kingdom Of Doom" fra "The Good The Bad And The Queen"-albummet:





