Til februar gæster de amerikanske indierockere Bremen i København
Det amerikanske indeband Clap Your Hands Say Yeah drager til november på verdensturné, og i den forbindelse lægger de vejen forbi Bremen i København søndag den 12. februar 2012.
Brooklyn-gruppen er netop albumaktuelle med sit tredje album "Hysterical", der har fået fem stjerner af GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen og følgende ord med på vejen:
"Det her album er, som han synger, Ketamine and Ecstasy for indie-rockere og kan fremover ikke undværes i en velassorteret pladesamling."
Det er den københavnske Frost Festival, der har fået gruppen til Danmark og på plakaten. Festivalen promoverer sig som et musikalsk lys i mørket, der gennem hele februar måned præsenterer en række unikke koncerter og begivenheder på Københavns etablerede spillesteder og i alternative venues, og Clap Your Hands Say Yeah føjes nu til programmet, hvor landsmændene fra bandet Wilco allerede er at finde.
Sidst Clap Your Hands Say Yeah gæstede Danmark var i 2007, hvor de gav koncert på Store Vega i København. Siden har der været spekulationer om, at bandet var ved at gå i opløsning, da de holdt en pause, og forsangeren Alec Ounsworth udgav et soloalbum, men de rygter er blevet dementeret med det nye album, og nu kan danske koncertgængere altså få fornøjelsen af gruppen til februar.
Billetter til koncerten koster 170 kr. + gebyr og billetsalget starter fredag den 21. oktober kl. 10:00 på Billetnet.
Billetter formidles via GAFFA Live.
Musikvideoen til singlen "Maniac" fra Clap Your Hands Say Yeah nye album "Hysterical":