På datoen 11.11.11 i rigtig Kashmir-stil udgiver bandet i forbindelse med deres 20 års jubilæum opsamlingsalbummet ”Katalogue”
De gæve rockmusikere fra bandet Kashmir har gennem deres karriere udgivet seks studiealbums, en masse singler og ep'er, en koncertfilm, og undervejs blev bandet endda udvidet med et fjerde medlem.
Efter tyve år på bagen udgiver Kashmir, der består af Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg, Asger Techau og Henrik Lindstrand, opsamlingsalbummet "Katalogue" på den noget så kashmirske dato: 11.11.11.
Historien går tilbage til…
Kashmir har siden deres debut udgivet fem studiealbum heriblandt den svære toer i 1996, "Cruzential", der året efter udkom i en "Luxury Version" med numrene "Stand" og radiohittet "Gloom".
I 1999 udkom bandets gennembrudsalbum "The Good Life", der for alvor fik Kashmir på Danmarkskortet. "The Good Life" fik seks Grammypriser og blev en anmelder- og publikumssucces i så høj en grad, at forsanger og –skriver Kasper Eistrup efterfølgende fik en længerevarende skriveblokering. En periode i hans liv, som blandt andet portrætteres i Kasper Torstings dokumentarfilm "Rocket Brothers" fra 2003.
Det fjerde studiealbum "Zitilites", der udkom 03.03.03, blev indspillet og produceret af bandet selv i deres eget studie Petite Machine i København. Albummet blev en lang eksperimenterende proces, hvor bandet lærte at arbejde som et producer-firkløver. Kashmir levede fuldt op til forventningerne på "Zitilites" og tilføjede yderligere en bredde til deres evigt søgende udtryk, der aldrig går på kompromis med andre end sig selv.
Blot to år efter udkom det mere homogene og rå album, "No Balance Palace" (2005), der atter indbragte gode anmeldelser, heriblandt 5 stjerner i GAFFA.
Sidste år på den palindromiske dato 01.02.2010 udkom det længeventede sjette album med titlen "Trespassers", der markerede Kashmir endnu engang som et innovativt og nyskabende rockband.
11.11.11
"Katalogue", der udgives som dobbeltalbum den 11. november, vil indeholde 32 sange inklusive den nye single "Electrified Love" samt liveoptagelser tilbage fra DM i Rock i 1993. Derudover vil opsamlingen bestå af nogle af deres vigtigste sange, der går helt tilbage til deres debutplade "Travelogue".
Hør Kashmir fortælle om "Katalogue" her.





