Nyhed

Søren Kragh-Jacobsen gæster Amager Bio og Atlas

Sangeren og filminstruktøren tilføjer endnu to koncerter til sit comeback

Den 16. februar til næste år giver sangskriveren, skolelæreren, filminstrutøren og ikke mindst manden bag "Mona, Mona, Mona"-sangen, Søren Kragh-Jacobsen koncert i Amager Bio. Og 28. februar besøger han Atlas i Aarhus.

Efter en pause på snart ti år fra musikken er Søren Kragh-Jacobsen igen ude og spille koncerter, og til februar gæster han så både København og Aarhus. I begge tilfælde med backingbandet Oktober under ledelse af bassisten Torben Westergaard.

Søren Kragh-Jacobsen indledte sin efterårsturné den 4. september i Tivoli Friheden i Aarhus. Her var GAFFAs anmelder Espen Strunk på pletten og gav koncerten hele 6 stjerner og skrev blandt andet:

"Det er ikke bare Søren Kragh-Jacobsens dybt troværdige og empatiske lydspor til teenagerummets frustrationer i form af tre vigtige halvfjerdseralbum, men netop hans nye sanges uomtvistelige relevans for den såkaldt højere middelklassse i Århus, i aften, der gør seancen så satans rørende. Folk lytter. Måske tænker de over deres eget liv."

Billetsalget til koncerten i Amager Bio starter fredag den 14. oktober kl. 08:00 og billetter formidles via GAFFA Live. Billetsalget til Aarhus-koncerten er allerede i gang sammesteds.

Søren Kragh-Jacobsen spiller i aften i Kaløhus i Stødstrup. Find mere information om det her.

ANNONCE