Nyhed

TRANEDANS: Albumaktuelle Søren Kragh-Jacobsen annoncerer talks

Den legendariske sangskriver og filminstruktør taler om sit liv ved tre eksklusive scenesamtaler til efteråret

I marts måned udgav den i dag 76-årige sangskriver og filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen albummet Tranedans – hans første album i mere end 20 år.

Nu bliver der så en sjælden mulighed for at høre veteranen spille et par af numrene akustisk og fortælle om sit liv og sin sangskrivning. Søren Kragh-Jacobsen har nemlig annonceret tre talks med GAFFAs nyhedsredaktør Espen Strunk til efteråret i henholdsvis Musikhuset Aarhus, på Herfølge Bibliotek og på Fermaten i Herning.

I forbindelse med udgivelsen af det nye album gav Kragh-Jacobsen et stort interview til GAFFA, hvor han blandt talte om sin modvilje mod at tage på deciderede turnéer på dette tidspunkt i sin karriere. Han åbnede dog op for muligheden af at tage ud i mere intime rammer – og det bliver altså realiseret nu.


"Det kan da godt være, at jeg tager ud og spiller og synger lidt, i nogle lidt mindre sammenhænge. For det er jo dejligt. Det er lige så stor en optur at spille en god koncert som at se en film, du har brugt to år på at lave, rulle over lærredet," udtalte Kragh-Jacobsen og tilføjede:

"Bortset fra, at når du laver en film, så får du kontant afregning med det samme. Du kan lukke avisen op næste dag og læse, at du er en idiot. Sådan er det ikke helt med musikken. Koncerterne er det et fint møde med et som regel dejligt publikum. Meget ofte er det folk, der kan mine tekster bedre, end jeg selv kan." 

Søren Kragh-Jacobsen albumdebuterede sammen med vennen Leif Lindskov med albummet Hinkeruder på Motorvejen i 1975. Han fulgte op med Tur/retur (1977) og soundtracket til sin egen instruktørdebut Vil du se min smukke navle i 1978.


Herefter skulle der gå 23 år år, inden han udgav albummet Isalena – og altså yderligere 22, inden vi fik dette års Tranedans. Søren Kragh-Jacobsen blev ramt af en hjerneblødning i 2017 og har ikke været på turné siden 2014, hvor han blandt andet besøgte Musikhuset i Aarhus.

Turnéplan
6/9 - Musikhuset Aarhus
12/10 - Herfølge Bibliotek
31/10 - Fermaten, Herning

Hjertesafari - En samtale med Søren Kragh-Jacobsen


ANNONCE