Når Sensation rammer Parken den 29. oktober, er det med Casper Christensen og DJ Helmuth Kool som livenavn til Sensations Deluxe-gæster
I sidste uge bragte GAFFA nyheden om det offentliggjorte program og tema til Sensation 2011. Nu kan vi tilføje, at Casper Christensen også gæster dette års house-event i København.
Hvis du er blandt de 4.500 Sensation-gæster, der vælger at investere i en Deluxe-billet, venter der dig en særlig oplevelse, når komikeren Casper Christensen og DJ Helmuth Kool indtager pulten til midnat.
Casper Christensen og DJ Helmuth Kool har netop haft 1-års jubilæum. Makkerskabet blev født i Ridehuset til Aarhus Festuge sidste år, hvor Coolio måtte aflyse en koncert, og de to måtte improvisere et dj-sæt. Siden har de spillet sammen flere gange, og den mere erfarne DJ Helmuth Kool forklarer, at der er en helt særlig energi i deres dj-sæt:
"Vi er jo nogle dinosaurer i forhold til mange af de unge dj's, og det betyder, at vi har et lidt andet bagkatalog. Vi spiller ikke tidens toner, men vælter rundt i genrer og mixer både skarpslebent 70'er-disko, semikendt hiphop, elektronisk undergrund og slibrige 90'er hits."
De cirka 25.000 Sensation-gæster, som ikke har fået fingre i Deluxe-billetter, får glæden af blandt andre Martin Solveig (F), Hardwell (NL), Mark Knight (UK) og brødrene Juan Sanchez & Daniel Sanchez (NL), der netop er annonceret som hovednavnene på main stage til Sensation i Parken den 29. oktober.
Læs GAFFAs nyhed fra sidste uge om programmet til dette års Sensation.