GAFFA guider dig gennem kulturpolitikkens historie

Som bekendt går vi alle til valgurnerne i dag, og i anledning af folketingsvalget – hvor musikken og kulturen i det hele taget ikke har fyldt meget i valgkampen – giver GAFFA her dig en guide til kulturpolitikkens historie.

Hvis der er nogen, der kan sin kulturpolitiske historie til fingerspidserne er det professor i Æstetik og Kultur, Henrik Kaare Nielsen, som GAFFA har været i audiens hos for at få opridset kulturpolitikken i Danmark, og ifølge Kaare Nielsen, der får ordet i denne artikel, skal vi et godt stykke tilbage i tiden, for at finde ud af, hvornår man begyndte at satse på kulturen fra statslig hånd:

- Vi skal tilbage til der, hvor den enevældige statsdannelse begynder at tage form; altså fra at små feudalherrer havde hver deres hær, som de brugte til at slå hinanden i hovedet med og til at hugge land fra hinanden, til at magten over et større territorium koncentreres under én fyrste, som bliver den enevældige konge og dermed den eneste, der har magt til at opkræve skatter og så videre. Og det er i tiden efter 30-års Krigen – altså fra 1648 og fremefter, at den type statsdannelse begynder at blive den almene i Europa. I forbindelse med dannelsen af de enevældige stater, opstår der en kulturel konkurrence mellem enevoldskongerne: man skulle have en opera, et kongeligt teater og den slags. De var i konkurrence på økonomi, militær og det var også i den forbindelse, at man begyndte at satse mere strategisk på uddannelse. Det bliver en af de måder, man kan hævde sig som stærk stat. Et andet parameter bliver den kulturelle profilering; det at man for eksempel har et balletkorps i verdensklasse, bliver en af de måder, hvorpå konkurrencen mellem enevoldskongerne foregår. Så det vi kender som kultursektorens uddifferentiering begynder under enevælden, og de skatter kongen kradser ind fra uuddannede bønder går så blandt andet ind i udviklingen af et kulturfelt, som på dette tidspunkt er forbeholdt en ret snæver elite.

Hvis vi springer frem til det 20. århundrede, ser billedet sådan ud:

Alle mennesker skal have ret til at uddanne sig

- Op igennem 1930'erne begyndte der under indtryk af, hvad der foregik i Sovjetunionen og Tyskland, en nyorientering blandt socialdemokraterne. Fra at have tænkt kultur i kollektivistiske klassekategorier slog man om og mente, at det enkelte individs frihed og ukrænkelighed var en historisk landvinding, og det gjaldt om at tage den klassiske borgerlige dannelseskultur til sig og gøre den almen, for at alle mennesker – uanset klasse – kunne får adgang til at udvikle sig. Det koncept bliver det absolut dominerende i tiden efter Anden Verdenskrig og fører frem til at vi i 1961 får det første selvstændige kulturministerium i 1961. Indtil da havde kulturen været placeret forskellige steder i den statslige administration. I lang tid lå den for eksempel under undervisningsministeriet, men det blev et selvstænigt ministerium og fik en selvstændig mission, som var almengørelsen af den borgerlige dannelseskultur med forestillingen om, at det enkelte menneske kan myndiggøres i interaktion med værdifuld kunst og kultur og i den myndiggørelsesproces blive en bedre og mere kompetent samfundsborger, hvorved demokratiet bliver perfektioneret. Det var grundtanken. Tanken var også at al den værdifulde kunst og kultur var noget, der allerede forelå, og som blot skulle spredes ud, så de uoplyste borgere kunne få del i den ude i landet.

Ikke meget til overs for "pop-fjas"

- Op igennem 1960'erne foregår der en stærk udbygning af kultursektoren for at realisere idéerne om at få kulturen ud i landet. Der oprettes en masse museer, teatre og biblioteker rundt omkring i landet, og det er begyndelsen på den egentlige demokratiorienterede kulturpolitik. Indtil 30'erne var det et konfliktuelt billede, og man var uenige om, hvorvidt det var rimeligt at bruge skattepenge på den måde. Der var tale om at få de klassiske kunstarter spredt ud, og man havde ikke meget til overs for det "pop-fjas", der opstod op igennem 60'erne, hvor det blev et konfliktområde i kulturpolitikken, fordi flere og flere unge mennesker begyndte at orientere sig imod rockkulturen og begyndte at stille krav til, at den da også skulle tilgodeses i støtteordningerne. Det faldt sammen med at man også på internationalt plan fik et opbrud i forestillingen om, at det eneste kulturelt værdifulde var klassisk europæisk kunst. Det banede vejen for et mere pluralistisk og deltagelsesorienteret kulturbegreb, når man talte om, hvad der var værdifuld kunst og kultur. Forestillingen om at vi gjorde samfundet til et bedre og mere demokratisk sted at være for os alle sammen ved at samle os om kunstneriske og kulturelle artefakter og kulturformer var stadig til stede, men nu var det bare ikke længere kun nogle bestemte kulturformer, der havde monopol på at kunne bevirke myndiggørelse og dannelse af den enkelte.

Demokratiorientering eller oplevelsesøkonomi?

- I dag er der igen tale om et mere konfliktpræget billede af, hvad samfundets overordnede målsætning med kulturpolitikken er. Er det stadig den klassiske dannelses- og demokratiorientering? Eller er det blevet oplevelsesøkonomi og først og fremmest noget, man skal tjene penge på? Og er det måske oven i købet noget, vi skal brande os på ude i den store verden? Og i dag er billedet efter min mening at alle de positioner er til stede. Der er dele af kultursektoren og –debatten, der sværger til de tidlige 60'eres kulturpolitiske koncept med den klassiske dannelseskultur, mens andre er til det udvidede dannelses- og demokratiorienterede koncept, og et stort felt trækker i retning af oplevelsesøkonomi og branding. Og dér er rockmusikken jo placeret et sted midt i det hele. Det hører jo selvfølgelig ikke hjemme i den klassiske finkulturelle forståelse, men er helt klart en del af af den udvidede demokrati- og dannelsesorienterede kulturforståelse, samtidig med at den hele tiden bliver hevet og skubbet over i oplevelsesøkonomien.

Læs en længere gennemgang af kulturpolitikkens historie i GAFFAs artikelsektion.