Klub GAFFA arrangerer fotoforedrag, hvor man kan opleve Jørgen Angels rockfotos
I september og oktober inviterer Klub GAFFA dig til et fotoforedrag, hvor du kan opleve Jørgen Angels Classic Rockfotos med visning af over 400 billeder og ikke mindst personlige historier fra rockens gyldne dage og møderne med rockens idoler.
Fotografierne er taget i perioden 1966 til 1983. Historiske rockfotos udvalgt blandt hans mere end 50.000 fotos fra perioden. Jørgen Angel fortæller, hvordan han startede som rockfotograf, og hvorfor han stoppede.
Billedforedraget viser et centralt udsnit af rockens kulturarv fra en tid, hvor stjernerne endnu ikke vidste, de var stjerner, og hvor vagter, stage-managers, forbudt back-stageområde og kostbare sikkerhedsprocedurer endnu ikke var opfundet. Hvor fotograferne ikke kun måtte fotografere under koncertens tre første numre, men før, under og efter koncerten med mulighed for at fange det magiske og umiddelbare øjeblik, som viste mennesket bag masken.
Du kan opleve Classic Rockfoto her:
12.09 Vestergade 58, Aarhus
20.09 Dexter, Odense
04.10 Huset, Aalborg
11.10 Sukkerbageren, København




