Nyhed

My Chemical Romance-trommeslager undskylder

Jersey-bandets eks-trommeslager undskylder sit tyveri og siger, at det var en kæmpe fejltagelse

I mandags forlød det at My Chemical Romance havde fyret deres trommeslager Mike Pedicone, fordi han stjal fra bandet efter en koncert i Washington.

I dag giver trommeslageren så sin version af sagen til Kerrang Magazine, da der allerede løber rygter på internettet:

"I stedet for åbent og ærligt at gøre opmærksom på det problem, jeg havde med bandmedlemmerne, forsøgte jeg at få dem til at se uansvarlige ud. Min hensigt var at få denne person til at se uduelig ud. Der var ikke min mening at drage nytte af det på nogen måde. Jeg kan ikke overdrive, hvor dårlig min dømmekraft var i den angivne situstion; det var en kæmpe fejltagelse, som jeg vil fortryde i mange år.

Jeg ville gerne have haft mulighed for at dele min side af historien med bandet, og fået en mulighed for at udtrykke min dårlige samvittighed. Jeg fik aldrig en chance. Jeg vil gerne takke bandmedlemmerne, besætningen og tilhængere for at give mig nogle af de bedste musikalske oplevelser i mit liv. For at gøre det kort - det var en ære og en drøm der gik i opfyldelse at spille med sådanne talentfulde individer. Jeg ønsker bandet al mulig held og lykke i fremtiden". 

I et eksklusivt interview med Gigwise under årets Leeds Festival i England fortalte bandets frontmand Gerard Way, at My Chemical Romance vil gå i studiet senere på året, for at arbejde på nyt materiale til, hvad der bliver opfølger til "Danger Days: The True Lives of the Fabulous Killjoys" fra 2010. Albummet modtog en fire-stjernet anmeldelse af GAFFAs Erik Barkman, som blandt andet skrev:

"The Cure, The Smiths – "Danger Days..." lyder som en postmoderne kærlighedserklæring til den musik, der har formet My Chemical Romances musikalske identitet. Det er et veldrejet, effektivt rockalbum, hvor de fængende omkvæd sidder løst, og energien smitter".

ANNONCE