På lørdag kan man opleve Niels Skousen give koncert i Stereo Studio samt få signeret et eksemplar af den nye erindringsbog
67-årige Niels Skousen valgte tidligere på året at udgive sine erindringer i form af bogen "Herfra Hvor Jeg Står", der fortæller om hans 40 år i dansk rock. Fra han bliver født i Tyskland i 1944, kommer til Danmark som spæd, bliver sendt på børnehjem og derefter på Sorø kostskole, engagerer sig i teater, film, musik og bliver medlem af Young Flowers og hippie-bandet Skousen & Ingemann, der i 1971 debuterer med lp'en "Herfra Hvor Vi Står".
Nu kan du opleve Niels Skousen give mini-koncert på lørdag samt få signeret et eksemplar af den nye erindringsbog "Herfra Hvor Jeg Står", som GAFFAs anmelder Espen Strunk tildelte hele 6 stjerner med blandt andre ordene:
"Vedkommende og voldsomt velskrevet selvbiografi fra en af vores væsentligste sangskrivere. Det er Skousens egen fortælling, men også et stykke moderne danmarkshistorie, overleveret fra en reflekteret og på en gang poetisk og nøgtern iagttager. Man bør unde sig selv at læse den."
Mini-koncerten og bogsigneringen foregår på lørdag den 1. oktober klokken 14.00 i Stereo Studio på Købmagergade 44, København K.





