Nyhed

The Shaking Sensations udkommer i England og tager på turné

Det danske rockband debuterer på det engelske marked, tager på Europaturné og gæster PH-Caféen i København

Den 12. september blev The Shakings Sensations' debutplade "East Of Youth" udgivet i England. Pladen udkom herhjemme på Pad & Pen Records den 20. juni i år, og det er ligeledes via Pad & Pen, at albummet udgives i England.

GAFFAs anmelder Finn P. Madsen tildelte "East Of Youth" fire stjerner med ordene: "Bandet har med deres instrumentale post-rock fat i noget langtidsholdbart, der stille og roligt bygges op som en gang moderne og monumental kompositionsmusik." 

Kimen til postrockede The Shaking Sensations blev lagt i slut-90'erne i ungdomsklubben i Holstebro, hvor tre af bandets fem medlemmer fandt sammen på tværs af bands via en fælles kærlighed til Smashing Pumpkins.


Trioen endte med at lave et Pumpkins-coverband, der blev grundstammen i det, som efter et par auditions og to nye bandkammerater blev til The Shaking Sensations. Et band, der efter et stykke tid lige så stille begyndte at blive et instrumentalt post-rock-foretagende.

Som en del af deres store Europaturné spiller The Shaking Sensations i Danmark den 13. oktober på PH-Caféen i København.

ANNONCE