Nyhed

Albarn afliver Blur

Efter en optræden til sommerens OL i London er det sandsynligvis endegyldigt slut med de kendte britrockere, ligesom Gorillaz' fremtid er usikker

Damon Albarn udtaler i et interview med The Guardian, at han regner med, at afslutningskoncerten under de olympiske lege til sommer bliver Blurs sidste optræden, ja faktisk håber han, at det er sådan det ender. Bandet har for nylig udgivet singlen "Under The Westway", og mange medier, herunder også GAFFA, troede, at singlen varslede et nyt album, men Albarn knuser albumdrømmene og siger til The Guardian: "Jeg kan ikke rigtig forestille mig flere indspilninger efter denne".

Grunden skal findes i, at Albarn synes det er svært at arbejde med bandets rytmesektion, forstået på den måde, at hvor guitaristen Graham Coxon beskæftiger sig med musik, laver bassist Alex James og trommeslager Dave Rowntree andre ting ved siden af, og Albarn føler, at det er svært for medlemmerne at finde hinanden fra gang til gang. Bandet har ellers skrevet og indspillet nyt materiale, men der er altså ikke noget der tyder på, at disse optagelser nogensinde bliver til et album.

Ud over på det nærmeste at give Blur nådesstødet bringer han også projektet Gorillaz i fare. I samme interview udtaler han nemlig, at Gorillaz' fremtid er usikker. Det skyldes kunstneriske uenigheder med samarbejdspartneren Jamie Hewlett, og at de to ville forskellige ting med albummet "Plastic Beach".


Med de lidt dystre udsigter for to så store bands kan fans af Albarn finde trøst i, at han barsler med soloalbummet "Dr. Dee", som kommer på gaden den 7. maj. Desuden har han netop udgivet et album med supergruppen Rocket Juice And The Moon bestående af ham, Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea og afrobeat-trommeslageren Tony Allen.

Inden Blur formodentlig lægges i graven kan man opleve dem på Skanderborg Festival den 8. august.

Her kan du høre den enlige Blur-single "Under The Westway":


ANNONCE