Nyhed

Alcoholic Faith Mission sætter fokus på trafficking

Bandet går sammen med uKirken på Vesterbro om at tage emnet trafficking op til debat i aften

Hvad tænker du, når du går igennem Istedgade og ser de udenlandske prostituerede? At de selv har valgt det? At du gerne vil hjælpe dem? At det ikke er dit problem? Dette er kun nogle af de spørgsmål, som vil blive taget op til diskussion, når uKirken på Vesterbro i samarbejdet med bandet Alcoholic Faith Mission sætter fokus på trafficking.

Trafficking er et stigende problem i Danmark, hvor unge piger, specielt fra Østeuropa og Afrika, bliver lokket til at tage til Vesteuropa med falske løfter om arbejde. Virkeligheden viser sig dog at være en helt anden, hvor pigerne bliver frataget deres pas og tvinges ud i prostitution for at tjene penge til deres bagmænd.

I aften, fredag den 20. april, vil uKirken prikke til vores virkelighedsopfattelse, når de åbner dørene for et arrangement, som blander diskussion og debat med musik i form af bandet Alcoholic Faith Mission, som optræder live.


Debatpanelet består af Ungdomspræsten på Vesterbro, Thomas Nedergaard, samt Sofie Liebing Øwre, fortæller, og Malene Muusholm, Reden International, som med udgangspunkt i en faktisk historie vil tage hul på diskussionen om en marginaliseret samfundsgruppe, hvis tilstedeværelse dagligt bliver ignoreret.

Det letteste er også at vende det blinde øje til, men hvad gør man, hvis man gerne vil hjælpe de udsatte piger? Hvordan kan man som privatperson gøre en indsats? Og hvad er muligheden for at pigerne kan komme ud af den ulykkelige situation, de er havnet i? Dette er nogle af de ting, som uKirken vil sætte fokus på. Alt sammen blandet med musikken fra Alcoholic Faith Mission.

Et anmelderrost band med hjertet på det rette sted


Alcoholic Faith Mission blev dannet i 2006 og består i dag af Sune Sølund, Thorben Seierø Jensen, Kristine Permild, Gustav Rasmussen, Anders Hjort og Morten Hyldahl. Bandet udgav debutalbummet "Misery Loves Company" i 2006, som modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen, som skrev: "Det er slet og ret fin sangskrivning kombineret med godt håndværk, og jo flere gange albummet får lov at spinde under lasernålen, jo bedre gør det sig". 

Siden debuten er det i alt blevet til fire roste albums og en ep; efterfølgeren til debuten "421 Wythe Avenue" (2009), "Let This Be The Last Night We Care" (2010), ep'en "And The Running With Insanity" og "Ask Me This" (2011).

I aften går det anmelderroste band sammen med uKirken på Vesterbro for at tage det tabubelagte emne trafficking op til diskussion. 


Arrangementet om trafficking finder sted i aften, og der er gratis entré. Det hele foregår kl. 21.00 i Gethsemane Kirke, København V.

ANNONCE