Nyhed

Guide: 12 rigtige til en musikalsk superweekend

Hvad skal du se og høre i weekenden af koncerter? GAFFA giver dig 12 gode bud

Ugen er så småt ved at gå på hæld, og vanen tro giver vi dig her fredag en guide til weekendens mest spændende koncerter. Der er i skrivende stund billetter til alle koncerter. Derfor nævner vi ikke fredagens udsolgte koncert med Lukas Graham i Horsens Ny Teater eller søndagens koncert med Manic Street Preachers i Amager Bio. Også begge koncerter med Kings of Convenience i Vega søndag og mandag er udsolgt. Du kan finde flere bud på gode live-oplevelser i weekenden på GAFFA Live

FREDAG:

København


D-A-D, Falconer Salen, klokken 20.00 (D-A-D spiller også i Falconer lørdag)

D-A-D startede på den danske musikscene for 30 år siden, og formår stadig efter 11 albums at trække danskerne til festivaler og koncerter landet over. Bandet debuterede i 1986 med albummet "Call Of The Wild" og siden har bandet arbejdet hårdt. Og det hårde arbejde fortsætter, selvom bandet for længst har haft sølvbryllup. Bandets seneste album " DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK" fra 2011 indtjente dem en platinplade for over 20.000 solgte eksemplarer. Med den fortjeneste har bandet dog ingen intentioner om at stoppe op og holde og tage et pusterum, da de sideløbende med den danske turné knokler løs i Europa, og tager nu på en kæmpe turné i lande som Tyskland, England, Frankrig, Tjekkiet, Ungarn, Holland, Sverige, Finland og Norge.

Aarhus


Larsen and Furius Jane, Radar, klokken 20.00

Larsen and Furious Jane har, med sine bittersøde sange og sin detaljerige lyd, gang på gang gjort anmelderne glade, men resten af befolkningen er ikke så bekendte med navnet. Det får de nu muligheden for at blive, da gruppen har planlagt en mindre forårsturné. Derudover skal gruppen forbi dette års udgave af Roskilde Festival. I 2011 udgav Larsen and Furious Jane sit seneste album "Dolly", der både her på GAFFA og i andre medier har fået en god medfart. Albummet kan ligesom forgængeren "Zen Sucker" downloades gratis fra gruppens hjemmeside.

Drake, Forum, klokken 20.00


Først kom debuten "So Far Gone" i 2009 og udløste fem stjerner fra GAFFAs anmelder. Siden fulgte gæsteoptrædener hos notabiliteter som Rihanna, Lil' Wayne og Nicki Minaj, og sidste måned kom så toeren "Take Care", der atter fik GAFFAs anmelder op at ringe med karakteristikken "luksushiphop fra en markant stemme med verden for sine fødder".

The Asteroids Galaxy Tour, Vega, klokken 20.00 

The Asteroids Galaxy Tour består af Mette Lindberg og Lars Iversen og gjorde sig bemærket i en række lande med debutalbummet "Fruit" fra 2009. De har haft deres musik med i de store amerikanske tv-serier "Gossip Girl", "The Vampire Diaries" og "CSI:Miami". Siden debutalbummet har gruppen arbejdet på albummet "Out Of Frequency", som udkom den 27. februar.


Kerteminde

Magic Slim, Tornøes Hotel, klokken 20.00 

Magic Slim er (måske) den største nulevende udøver af den ægte elektrificerede Missisippi to Chicago blues, som Muddy Waters og Howlin' Wolf stod som eksponenter for. Magic Slim er født som "Horris Holt" i Missippi i 1937, og allerede i barndommen blev han venner med Magic Sam, og i 1955 tog han til Chicago, hvor han blev optaget i Magic Sams band. I 1967 grundlagde Magic Slim sit eget orkester - The Teardrops, som har udgjort hans backing lige siden. Chicago blues spilles tæt, tungt og højspændt.


Vejle

Burhan G, Vejle Musikteater, klokken 20.00 

I 2010 udkom Burhan Gs selvbetitlede tredje album, som høstede fire stjerner ved GAFFAs Sohail Hassan og ordene: "Mesteren Burhan G har i længere tid flirtet med det danske, og nu kommer han med sit tredje album og sin dansksprogede debut. Helt i tidens ånd har Burhan desværre også bevæget sin r&b i retning af pop, dance og autotune-lyden. Man kan dog ikke fornægte Burhans sangevner og næse for en god melodi." Siden det tredje album udkom, har Burhan høstet nomineringer, priser og givet anmelderroste koncerter. I maj sidste år medvirkede han på Ankerstjernes debutsingle "Tag Hvad Du Vil", som siden har modtaget platin og lå på andenpladsen på både single- og airplaylisten.


LØRDAG:

København

Malk De Koijn, Amager Bio, klokken 21.00 


Ni år skulle der gå fra udgivelsen af Malk De Koijns legendariske album "Sneglzilla", før man igen skulle høre noget fra rap-trioen Tue Track, Blæs Bukki og Geolo G. Sidste år udkom deres tredje album "Toback To The Fromtime", som har høstet mange roser, og GAFFA gav albummet fem stjerner og skrev: "meget er sket i dansk hiphop siden sidst, og det samme gælder i øvrigt de tre Malk-medlemmer, men de har det stadig i sig. De skæve tekster, der giver nye dimensioner, uanset hvor mange gange man hører dem, underspillede ordspil og referencer, der strækker sig hele vejen til Langestrand og tilbage igen". Malk De Koijn er desuden lige blevet tilføjet til dette års Roskilde-program.

Odense

Choir of Young Believers, Kansas City, klokken 21.00 


Choir Of Young Believers udsendte 7. november singlen "Patricias Thirst" – forløberen for bandets længe ventede andet album, der udkom i februar 2012. Den stærke single blev ved udgivelsen P3s Uundgåelige og bandet skærpede i den grad forventningerne til det kommende album, da de på Teater Grob på Nørrebro d 9. november spillede en spontan koncert efter mere end to års koncertpause på dansk grund. 150 forventningsfulde fans måtte desværre gå forgæves , men de der kom ind fik himmerigsmundfulde af smagsprøver på bandets nye sange. 

Kongens Lyngby

Flødeklinikken, Templet, klokken 21.00 


Det er en velspillet, rå og kompromisløs lyd, der kommer fra de syv medlemmer i bandet. Efter flere tours i Danmark og et album på bagen er der næsten ikke det sted, som ikke allerede har haft besøg af det energiske band og deres tourbus.

Visionerne og ambitionerne er store, og Flødeklinikken går med et højt tempo fremtiden i møde. De er i øjeblikket i studiet for at færdiggøre deres anden plade med producer Frederik Nordsøe (Outlandish, The William Blakes, Brandy m.fl.). De to første singler, "Piger med pistoler" og "Jeg vil se dig græde", bliver spillet flittigt på både P3 og P4.

Ringkøbing

The Blue Van, Generator, klokken 20.00 


2011 var et travlt år for The Blue Van, men i det sidste halve års tid har de dog fundet tid til at arbejde på demoer og skitser til deres femte album i rækken. Den 20. februar begyndte indspilningerne, og bag pulten sidder den danske producer Jon Schumann (Kent, Kashmir, Mew). Den første og indtil videre unavngivne single fra The Blue Vans femte album udgives i denne måned med dertilhørende musikvideo. Albummet er sat til at udkomme i september, og mon ikke der bliver spillet materiale fra den nye plade når Generator bliver fyldt til randen med 60'er-rock.

Sønderborg

Darkness Falls + Elou Elan, Sønderborghus, klokken 21.00 


Den danske duo, bestående af Josephine Philip og Ina Lindgreen, udgav i starten 2011 deres selvbetitlede debut-ep, som indeholder hittet "Hey", og i slutningen af året var de klar med debutalbummet "Alive In Us", som udkom den 24. oktober. Ligesom med ep'en står Trentemøller bag som producer for albummet. Debutalbummet "Alive In Us" modtog fire stjerner af GAFFAs Erik Barkman som skrev: "Under Trentemøllers kyndige opsyn har JaConfettis Josephine Philip og tidligere Favelachic-bassist Ina Lindgren drejet en stemningsfuld og appetitlig samling numre, lige dele Dum Dum Girls, Mazzy Star og Portishead. For nu at nævne tre repræsentanter for stilarter, duoen trækker tunge veksler på".

SØNDAG:

Herning


Michael Bublé, Jyske Bank Boxen, klokken 20.00

Siden udgivelsen af sin debutplade fra 2003 har canadieren etableret sig som en af de største og mest populære jazzsangere med blandt andre hittet "Call Me Irresponsible". Med sin unikke evne til at lave swingende versioneringer af store ballader som "Fever" fra 50'erne over til nyere numre som Elton Johns "The Way You Look Tonight" er crooneren med rette blevet kaldt vor tids Frank Sinatra.

ANNONCE