Nyhed

Kent til Vega

De underfundige svenske poprockere kommer til Vega til maj.

Kent udgav i denne uge deres tiende studiealbum og har samtidig annonceret en intim nordisk turné, der rammer Vega d. 24. maj. Bandet spiller kun seks koncerter i henholdsvis Sverige, Norge og Danmark. Og det er første gang i fjorten år, at Sveriges største rockband spiller i så intime rammer . 

Det nye album, "Jag är inte rädd för mörkret", der kom på gaden i onsdags, indeholder singlen "999" . Singlen udfordrer med sine knap syv minutter den traditionelle radiosingle. Albummet modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen.

Sidste gang GAFFA anmeldte en Kent-koncert var da Ole Rosenstand Svidt oplevede bandet ved Smukfest i 2010 og bagefter skrev begejstret: "Det var Kents sidste koncert på denne turné, men forhåbentlig kommer de snart tilbage. Det er svært at undvære dem". Han uddelte fem flotte stjerner.

En plads i solen 

Kent blev dannet i Eskilstuna, Sverige, i 1990 og består af Joakim Berg, Martin Sköld, Sami Sirviö og Markus Mustonen. Oprindeligt gik gruppen under navnet Jones & Giftet, men skiftede i 1992 navn til Havsängler, som det følgende år blev til Kent.

Gruppen udsendte deres selvbetitlede debut i 1995, som nærmest gik ubemærket hen. Det skulle dog ændre sig med deres andet album "Verkligen", der med singlen "Kräm (Sä nära får ingen gå)" blev en stor succes og tiltrak bandet opmærksomhed.

Herefter fulgte "Isola" i 1997 og "Hagnesta Hill" i 1999, som begge modtog fire stjerner af GAFFA. I 2002 udgav bandet, efter en pause, "Vapen & Ammunition", efterfulgt af albums i 2005, 2007 og 2009. I 2010 udkom deres seneste album "En Plats I Solen".

Med mere end 2,3 millioner solgte album er Kent uden tvivl et af Sveriges mest populære rockbands. Bandet er i øvrigt også på plakaten til årets Smukfest.

Koncerten er på Vega den 24. maj klokken 20.00 og billetter kan købes via GAFFA Live 

Her kan du høre singlen "999":

ANNONCE