Det var sessionsmusikernes Grand Old Man, der lukkede op for posen, da GAFFA var i audiens hos 70-årige Leon Russell
Elton John var på safari i 2010, og fra partneren Davids iPod strømmede et opsamlingsalbum med Johns gamle forbillede, Leon Russell. Så kom tårerne, både over den smukke musik og over det faktum, at den gamle makker var gået godt og grundigt i glemmebogen siden storhedstiden i begyndelsen af halvfjerdserne. Den aften på den sydafrikanske savanne blev kimen til Russell og Johns fælles album "The Union"(2010) lagt, og også for denne signatur blev pladen en velkommen påmindelse om Russells eksistens.
Russell, som i sin tid var kapelmester på såvel verdens første velgørenhedskoncert, The Concert for Bangladesh i '71 som på Joe Cockers "Mad Dogs & Englishmen"-turné. Som forsynede Cocker med det store hit Delta Lady. Som lærte at spille guitar af Presleys guitarist James Burton, startede som sessionman allerede som teenager i Oklahoma sidst i halvtredserne og har indspillet plader med Gud og hvermand fra Sam Cooke og Arethe Franklin til Bob Dylan og The Rolling Stones. I marts besøgte Russell Amager Bio for anden gang på et år, og GAFFA var inviteret backstage til en snak med den aldrende mestermusiker. Bag Stetsonhatten, solbrillerne og den karakteristiske hvide hårpragt.
The Union (fra 2010, red.) bragte dig tilbage i rampelyset. men hvad har du egentlig lavet i alle de år, du måske har haft en knap så stor rolle i mange folks bevidsthed?
Jeg har spillet hele tiden, bare ikke nødvendigvis større steder. Jeg har spillet, i halvtreds år.
Elton tog angiveligt initiativet til projektet, fordi han synes det var på tide at du fik den anerkendelse, du fortjener. Oplever du, at det sker nu?
Absolut, og jeg er meget taknemmelig over det.
Nu ved jeg ikke, i hvor høj grad du var inde over Gone to Shiloh, men hvordan tror du det kan være, at Borgerkrigen stadig er sådan et prægnant emne i lyrisk forstand. Det er en meget stærkt sang....
Yeah...men det er Bernie og Eltons....sagen er den, at Bernie er ekspert i borgerkrigen og i amerikansk historie i det hele taget...
En test til Dylan
Medlemmer af både Beatles og Stones, foruden blandt andre Clapton og Steve Winwood, medvirkede alle på din debutplade fra '70. Hvordan kom du i kontakt med alle de folk lige på det tidspunkt?
Jeg var ved at indspille en sang, der hed "Prince of Peace", og nævnte at Eric Clapton ville lyde godt, og så sagde Glyn Johns, teknikeren: "vi ringer til ham og får ham til at spille", og det gjorde vi. Og han ringede så til alle de andre fyre og bad dem spille.
Fortæl mig om de sessions, du lavede med Dylan i starten af '71, før Bangladesh-koncerten....
Jeg havde hørt at Dylan, da han indspillede "Nashville Skyline", plejede et gå udenfor mens de gennemspillede båndene inde i kontrolrummet og skrive teksten til den næste sang. Så jeg sagde til ham, at jeg gerne ville have ham til at vise mig, hvordan man gjorde det; jeg havde brug for at vide det. Så han lejede et studie i Grenwich Village, og jeg sendte nogle af mine drenge derop for at indspille to tracks med ham. Jeg gav ham de to tracks og sagde "ok, så skriv sangene til". Og det gjorde han. Han var altid meget gavmild med at vise mig hvad jeg gerne ville vide om sangskrivning, om musikbranchen, om hvad som helst. Han var meget hjælpsom.
Så du kendte ham altså i forvejen... hvorfra?
Det kan jeg ikke huske.
Men I har ikke lavet noget sammen siden dengang i starten af halvfjerdserne?
For seks-otte måneder siden delte vi plakaten ved omkring tyve shows.
Fortæl om dengang du turnerede med Cocker (i 1970, red.)...meget festligt, kunne man forestille sig?
Åh, jeg er ikke så meget et fest-menneske...
Men stoffer og alkohol er en uomgængelig del af hele denne her business.....har de ting spillet nogen rolle i dit eget private og professionelle liv?
Ikke rigtig. Jeg var en slags alkoholiker fra jeg var sytten, og blev færdig med det da jeg var 21 eller 22.
Tidligt, må man sige...
Ja, jeg ville have det overstået.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.
