Nyhed

Madonna slår Elvis-rekord

Sangerinden har opnået sin tolvte nummer 1 på den officielle engelske albumliste med ”MDNA”, og slår rekordindehaveren Elvis Presley

Madonna har med sit tolvte studiealbum "MDNA", som udkom mandag den 26. marts, overgået Elvis Presley som solist med flest albums på toppen af den engelske albumliste, ifølge Official Charts Company. Madonna har nu haft 12 album på toppen af den engelske albumhitliste, om end det er inklusive to opsamlinger og et soundtrack. "MDNA"s tætteste rival på listen i denne uge er David Guettas "Nothing But The Beat", som mangler 34.000 eksemplarer solgt, inden den kan indtage førstepladsen.

Madonnas "MDNA" indeholder samarbejder med nogle af de mest populære dance-producere, heriblandt Martin Solveig, LMFAO og Benny Benassi.

På den engelske albumliste er Emeli Sandé kommet op på en tredjeplads med "Our Version Of Events", mens Adeles "21" kommer ind på en fjerdeplads. Sidst, men ikke mindst kommer den engelske The Voice-dommer Jessie J ind på femtepladsen, og gør dermed et spring på hele 18 pladser fra nummer 23, med debutalbummet "Who You Are".  


Madonna havde i perioden op til udgivelsen af "MDNA" gjort næsten alt muligt for at promovere det nye album, hvor hun på sin Facebook-profil delte teasere til en række sange. Sangerinden gav premiere på førstesinglen "Gimme All Your Luvin'" under halvlegsshowet til dette års Super Bowl XLVI, hvor hun optrådte sammen med Nicki Minaj og M.I.A. Herefter udkom "Girl Gone Wild" med en særdeles erotisk musikvideo, hvor der blev dømt dansevenlig pop i samarbejde med Benny Benassi og Alle Benassi.

"MDNA" modtog overvejende positive anmeldelser, hvor Pitchfork gav 4,5/10, The Observer 3/5 og Politiken 3/6. GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez tildelte albummet fire stjerner og skrev: "Popdronningen er som følge af to halvsløje udspil længe blevet åndet i nakken af yngre opkomlinge som Lady Gaga og Rihanna, hvoraf særligt sidstnævnte har nærmet sig poptronen, og nu skal de unge altså se, at Madonna stadig kan vise hvor skabet skal stå. Det lykkes til dels.(…) Det er bestemt lykkedes Madonna at være ung med de unge og skabe sit mest interessante album siden undervurderede American Life, og selvom der er nogen tomgang på albummet, sidder de fleste af produktionerne lige i skabet, og man bliver faktisk både underholdt og udfordret. Slet ikke ringe".     

Madonna tager på en verdensturné for at promovere det nye album, hvor hun kigger forbi Danmark med en optræden i Parken, København, den 2. juli. Billetter kan købes via GAFFA Live


ANNONCE