Nyhed

Malk De Koijn til Grøn Koncert

Det danske rapfænomen med styr på sprogets krinkelkroge er nu blevet offentliggjort til årets Grøn Koncert-program

Endnu et topnavn er blevet føjet til jubilæumsudgaven af Grøn Koncert, nemlig den hæderkronede raptrio Malk de Koijn.

Anders, Janus og Lasse – bedre kendt som Tue Track, Geolo G og Blæs Bukki – fandt sammen i 1994 og albumdebuterede i 1998 med "Smash Hit In Aberdeen". Dette fulgte de op med "Sneglzilla" i 2002, inden de tog en pause i 2004 for så at vende stærkt tilbage i 2009. Her spillede de en legendarisk koncert på Roskilde Festival, som i dén grad cementerede publikums hungren efter trioens tilbagevenden. Sidste år udsendte de således "Toback To The Fromtime", og til sommer gælder det Grøn Koncert.

I anledning af 30-året inviterer Tuborg og Muskelsvindfonden alle til at dele ud af minderne fra de forgangne tre årtiers grønne koncerter. Således også Malk de Koijn, der her fortæller om deres oplevelser fra 2003, hvor trioen var med.

Malk de Koijn var med rundt på Grøn Koncert i 2003 som en del af Grøn Spot. Minderne fra turen er mange, men her fortæller de tre medlemmer, hvad de især husker fra denne turné for ni år siden. Tue Track lægger ud:

"I Valby så jeg en større flok nøgne mennesker – en swingerklub? – som lå op ad det ydre hegn i området, hvor medarbejdere og bands frit kan spadsere fra scene til scene. Her havde de sex foran øjnene på hvem, der nu end passerede eller stod på stedet omkring dem. Det var tilsyneladende en populær seværdighed!"

Geolo G fremhæver et andet særpræget syn, som også manifesterede sig selv i Valby:

"Jeg så en fyr, der lå stangstiv på maven – ned over den grøft, der løber hen over pladsen. Han lå bøjet, helt baglæns og med en smadret havestol på ryggen. Det er det, jeg husker tydeligst!"

Blæs Bukkis største oplevelse fra turen var at møde Grøn Koncert-veteranen, den mangeårige konferencier, Jacob Haugaard:

"Han fortalte historien om sit alkoholmisbrug og om, hvordan han kom ud af det. Det var meget inspirerende at møde en person, der tilsyneladende havde set sine dæmoner i øjnene."

Du kan se Grøn Koncert-datoer og købe billetter via GAFFA Live

Varm op med GAFFAs Grøn Koncert playliste her.

Her kan du høre hittet "Klap Din Hoddok" fra albummet "Toback To The Fromtime":

ANNONCE