Nyhed

Ny spillefilm om The Rolling Stones

Virgin Produced har netop købt filmrettighederne til Robert Greenfields “Exile on Main Street: A Season in Hell with the Rolling Stones”

Det tegner til, at endnu en film om det legendariske, engelske rockband The Rolling Stones er undervejs. Og denne gang bliver det ikke en dokumentarisk film, men et drama bygget på Robert Greenfields bog "Exile on Main Street: A Season in Hell with the Rolling Stones".

Nyheden er opstået, efter at onlinenyhedssitet Deadline Hollywood har skrevet at filmproduktionsdelen af Richard Bransons Virgin-imperium har købt rettighederne til at skabe en film over Greenfields bog fra 2008, om bandets skatteeksil i Sydfrankrig i sommeren 1971.

Stoffer og skattely


Filmen skal handle om Rolling Stones' bizarre ophold ved den Franske Riviera, hvor de både boede for at undgå at betale skat, og hvor de også skabte kult-albummet "Exile on Main Street" Ifølge Greenfields bog af samme navn var huset, de boede i, konstant fyldt med såvel stoffer som rivalisering og uenigheder. Bogen fokuserer især på det besværlige forhold mellem de to frontmænd Keith Richards og Mick Jagger.

Mens Greenfields bog næsten udelukkende handler om de personlige forhold mellem bandmedlemmerne og de folk, der mere eller mindre tilfældigt opholdt sig i huset, vil den kommende film efter sigende koncentrere sig mere om tilblivelsen af albummet, der blev skabt i husets kælder i selskab med heroin og skænderier. 

Der er ingen forlydener om hverken produktionstidspunkt eller medvirkende skuespillere.


ANNONCE