The New Spring, Fossils, Snaredrum og Amor de Días fuldender programmet for Pop Revo 2012
Pop Revo kan i dag melde om et komplet program, og festivalen ønsker i samme omgang at give en lille ekstra gave til publikum på falderebet i form af et pre-party, som bliver afholdt i samarbejde med det nyåbnede spillested Radar på godsbanen. Her vil danske The New Spring og det engelske/spanske kollaboration Amor de Días giver eksklusiv koncert den 17. maj.
The New Spring er Bastian Kallesøe (Shout Wellington Air Force), der debuterede som solist i slutningen af marts sidste år, men allerede den 7. maj udkommer han med toeren, "Secret Armor". Albummet bliver opfølgeren på debutalbummet som solist, "The New Spring", der også er titlen på hans soloprojekt. Debutten kastede fire stjerner af sig, og GAFFAs anmelder Erik Barkman bemærkede: "(...) Kallesøe har et udtryk og en vision, der aftvinger respekt."
Amor de Días blev dannet i 2008 og består af Lupe Nunez Fenandez (Pipas) og Alasdair Maclean (The Clientele). Debutalbummet "Street Of The Love Of Days" udkom gennem Merge Records i 2011, som har en lyd påvirket af bossa nova, fremført på en spansk guitar og klaver.
Fossils er en instrumental duo bestående af Simon Tornby og Per Silkjær. Sammen spiller de komprimeret noise-punk og har varmet op for Liturgy og Health. Senest udgav duoen albummet "Meat Rush" i 2011, som med sin kødlige titel giver et nyt bud på, hvad instrumentalmusikken har at byde på.
Snaredrum består af fire fyre, Anders, Tobias, David og Frederik, som flyttede fra Fredericia til Aarhus, hvor de sammen synger om katte og skriver selverklæret venne-rock. Musikken dækker nærmere over en dansk version af den amerikanske 90'er-indie, som indeholder melodiske og punkprægede elementer, hvor der er en kærlighed for den gode popmelodi.
I anledningen af Record Store Day inviterer Badstuerock og Pop Revo alle til et arrangement den 21. april kl. 11, hvor Folkeklubben giver koncert in store, Turborg sponsorerer øl, mens Kaffe og Co. står for kaffen. Arrangementet er desuden gratis.
Til arrangementet den 21. april vil Pop Revo præsentere årets komplette program med spilletider samt plakaten for festivalen. Festen fortsætter herefter på Sway med et Pop Revo-dj-sæt.
Billetter til Pop Revo 2012 kan købes via GAFFA Live.