Albummet "Warrior//Worrier" er på gaden ultimo maj, og singleforløberen udkommer i dag
Det er efterhånden tre år siden, Outlandish sidst var albumaktuelle, og nu er de så klar med nyt. I dag udgiver Isam Bachiri, Waqas Qadri og Lenny Martinez singlen "Warrior//Worrier", og den er forløber for albummet af samme navn, der er på gaden 28. maj. Outlandish er samtidig aktuelle med en video til titelnummeret, instrueret af SaunaCigar, som også er kendt for Medinas pikante video "12 Dage". GAFFA har fået lov at holde Danmarkspremiere på videoen – se den nedenfor.
Om sangen "Warrior//Worrier" fortæller gruppen, at den blev til, da Isams svigerfar konstaterede, at ethvert par, man ser på gaden, i supermarkedet, til koncert eller i hjemmet består af en kriger og en bekymrer.
"Når tålmodigheden slipper op, skal den anden kunne tage over. Man kan ikke være den stærke for evigt, ellers går det galt. Det er nogle følelser, vi alle har været igennem, og det kan man mærke i musikken", lyder det fra Outlandish.
Det nye album udkommer i øvrigt på det lille pladeselskab :labelmade:, også kendt for sit arbejde med Medina. Det bliver Outlandishs første album på et mindre selskab efter tolv år hos multinationale BMG, Sony BMG og Sony Music.
Spiller udsolgte koncerter i lande, hvor de ikke har udgivet noget
GAFFA fangede Outlandish til tre hurtige spørgsmål om det nye album:
Hvorfor har I valgt at skrive kontrakt med et lille – om end succesfuldt – selskab som :labelmade: efter tolv år på multinationale selskaber, og hvad betyder det for den internationale udgivelse af albummet?
– Vi har valgt at gå med et lille selskab for at få mere kontrol, kort og godt, samt at få processen mere tæt på kroppen. Der er ikke langt fra idé til implementering, da alle beslutningstagerne kan sidde rundt om bordet og hurtigt søsætte idéerne. Vi har et godt forhold til Sony, men vi ville prøve at gå nye veje og nye udfordringer, især eftersom markedet har ændret sig kolossalt, siden vi signede med en major (stort pladeselskab, red.). Vi er dog stadig lige så ambitiøse og målrettede, hvad musikken angår. Vi vil ud til verden med vores musik, vi spiller for eksempel udsolgte koncerter i lande, hvor vi til dato ikke har udgivet nogen plader. Fansene er derude, og at nå ud til dem i dag er ikke kun via the major way. Det er et faktum.
Er sangen "Warrior//Worrier" musikalsk repræsentativ for albummet? Det er jo en melankolsk ballade næsten helt uden hiphop-elementer?
– Vi har naturligvis udviklet os med tiden, både som artister og som mennesker, og det har selvfølgelig sat et præg på udtrykket. Vi har aldrig været genre-bestemte. Men vi er dér, hvor idéen opstår; om det er rock, pop, rap eller folk – det er faktisk underordnet; det vigtigste er, at det er ægte for os.
Hvordan bevarer I inspirationen og gejsten tolv år efter debuten og nu på femte album?
– Musikken er en dagbog, hvor vi udtrykker os på godt og ondt, lokalt som internationalt. At repræsentere ens identitet kunstnerisk er et privilegium. Sulten er der stadig, og så længe den er der, er der flere sange i vente.
Fem album på bagen
Outlandish debuterede i 2000 med albummet "Outland's Official", der blev fulgt op i 2002 af "Bread And Barrels Of Water", i 2005 af "Closer Than Veins" og i 2009 af "Sound Of A Rebel". De er kendt for hits som "Walou" (2000), "Guantanamo" (2002), "Aïcha" (2002), "Man binder os på mund og hånd" (2004), "Look Into My Eyes" (2005), "I Only Ask Of God" (2005) og "Rock All Day" (2009). Isam Bachiri og Waqas Quadri har desuden hver udgivet et dansksproget soloalbum, henholdsvis "Institution" (2007) og "Øko Logik" (2008).
Siden Outlandish udgav albummet "Sound Of A Rebel" i 2009, har de spillet i store dele af verden. Blandt andet har de optrådt til premieren på "Mission Impossible 4" i Dubai (!) og foran et halvt hundrede tusinde til Afrikas største musikfestival, Mawazine i Marokko. En optræden, der i øvrigt gentages umiddelbart inden denne albumudgivelse.
Outlandishs nye plade byder vanen tro på producerbidrag fra en lang række forskellige beatmagere. Nærmere betegnet svenske Moh Demeni, Astma & Rockwell, amerikanske Mahogany og danskerne Providers, Chief-1, Rune RK, Pitchshifters, Turkman Souljah og Pilfinger.
Outlandish spiller som headliner til Stella Polaris' "Night Music Gallery" 12. maj på Statens Museum for Kunst. Til sommer spiller de en række udvalgte festivaler, mens de planlægger en større efterårstour.
Se videoen til "Warrior//Worrier" på GAFFA TV: