Nyhed

Telestjernen udgiver treer

Sidste del af den midtjyske sangskrivers rocktrilogi udkommer i slutningen af denne måned

Telestjernen er klar med sit tredje album "Hvidt Skidt", der fortsætter i det samme lyriske spor som de foregående, men på den musikalske front vil Telestjernen alias Rasmus Johansen prøve sig med, hvad han selv kalder "kebabrock med et twist af orientalsk western". Albummet kommer på gaden den 30. april.

Telestjernen udgav sit debutalbum "Ungt Blod" i 2009, og dengang uddelte Erik Barkman fra GAFFA fire stjerner under overskriften "Musikalsk og melodisk overskud for alle pengene på finurlig albumdebut". Halvandet år senere udkom toeren "Roxy Grill", der igen i sikker stil skildrede udkantsdanmark med en kitchet ironisk nostalgi, og også denne gang kvitterede GAFFAs anmelder med fire stjerner.

Nu er der igen gået cirka halvandet år, og Telestjernen har stadig historier at fortælle. Selv siger han om sine sange: 

"Jeg turnerer jævnligt rundt i det jyske for at finde eller "genopleve" historier. Mine sange er beretninger om mennesker på randen af tilværelsen – på godt og ondt".

Udkantsdanmark står igen for skud, når Telestjernen beretter om gode og sørgelige menneskeskæbner.

Her kan du høre nummeret "Med Næb Og Kløer" fra det nye album "Hvidt Skidt":

ANNONCE