Franske Anthony Gonzalez til Amager med sin psykedeliske electronica til november
Fem album er det indtil videre blevet til fra M83, som er et alias for franske Anthony Gonzalez. Oprindeligt var der egentlig tale om en duo sammen med Nicolas Fromageau, som imidlertid forlod foretagendet efter gennembrudsalbummet "Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts" fra 2003.
Seneste udspil var sidste års dobbeltalbum "Hurry Up, We're Dreaming", og nu har M83 meldt sin ankomst til Amager Bio, hvor Gonzalez vil give koncert den 5. november. M83 var iøvrigt også på plakaten på årets Roskilde Festival. Her optrådte han på Arena-scenen med et større hold gæster, hvilket også vil være tilfældet i København til efteråret.
"M83 har helt tydeligt noteret sig den idiotsikre opskrift på at gøre kringlede studieindspilninger klar til stadionbrug: Højere, tungere, enklere. For en aften bliver det franske outfits synth pop forvandlet til hårdtpumpet rave-rock", skrev GAFFAs Erik Barkman blandt andet om Roskilde-koncerten, og hvis den karakteristik lyder tillokkende er der altså god grund til at besøge Billetnet eller det lokale posthus den 27. august, hvor billetsalget skydes i gang klokken 10.00.