Nyhed

Of Monsters And Men rykker til Store Vega

Den islandske sekstet flytter fra Lille Vega og op i den store sal

Of Monsters And Men opstod, da de i 2010 vandt en stor islandsk musikkonkurrence for nye bands. Forsanger Nanna Hilmarsdóttir var på dette tidspunkt soloartist, men til konkurrencen fik hun nogle venner med på scenen, og dette udløste førstepræmien, som var at spille til Iceland Airwaves Festival.

En amerikansk radiostation optog sangen "Little Talks", og derefter gik det stærkt for sekstetten, som i år kunne udgive debutalbummet "My Head Is An Animal".

Bandet finder meget af deres inspiration i myter og fortælling. Sangen "Six Weeks" er for eksempel inspireret af legenden om den amerikanske pelsjæger Hugh Glass, der overlevede at blive overfaldet af en grizzly-bjørn for derefter at bruge seks uger på at kravle tilbage til civilisationen.


Det er i forbindelse med debutalbummet, at Of Monsters And Men den 19. september besøger Danmark. Koncerten var først sat til at foregå i Lille Vega, men efterspørgslen efter koncerten var så stor, at arrangørerne nu har valgt at opgradere koncerten til Store Vega.

Billetter købt til Lille Vega gælder naturligvis stadigvæk, og yderligere billetter er lige nu til salg via GAFFA Live.

ANNONCE