Nyhed

Reptile Youth flytter to koncerter

Planlagte koncerter i Aarhus og København udskydes en måned

Aarhusianske Mads Damsgaard og Esben Valløe har under navnet Reptile Youth (førhen Reptile & Retard) haft stor succes som live-band både i udlandet og herhjemme – uden endnu at have udgivet et album. Den længeventede debut udkommer worldwide den 24. september. En smule forsinkelse med albummet er begrundelsen for, at de to danske koncerter på Voxhall og i Pumpehuset i denne måned bliver udskudt en måned.

De nye koncertdatoer er i Pumpehuset den 28. september og Voxhall den 6. oktober.

Reptile Youth gæstede både årets Spot og Roskilde Festival. GAFFAs Steen Fabrin Michelsen var på pletten i Aarhus og tildelte koncerten fem stjerner og blandt andre følgende ord:


"Reptile Youth spillede otte numre, og publikum var med hele vejen. Der blev råbt, skubbet, danset og sunget. Ja, det var ganske enkelt en vildt fed tur, som gik over stok og sten i uvejsomt terræn. Det var bare med at hoppe på vognen, for her kunne man ikke hænge i bremsen. Enten er man med, eller også går man."

Det engelske band O. Children, som var planlagt support til de to koncerter, har desværre ikke mulighed for at besøge Danmark på de nye datoer, så et andet support-band tilføjes senere.

Billetter der er købt til den 30. august på Voxhall og den 1. september på Pumpehuset, kan benyttes til de nye datoer eller refunderes, hvor de er købt.


ANNONCE