Nyhed

Skrillex samarbejder med Kanye West

Dubstep-produceren medvirker på rapperens kommende album

"Jeg lavede noget musik sammen med Kanye, og ud fra hvad jeg ved, bliver det faktisk det første nummer på hans nye album".

Sådan udtaler Skrillex sig til The Daily Beast om samarbejdet med Kanye West tidligere på året. Om sangen kommer til at medvirke på det kommende album "Cruel Summer" eller rapperens sjette studiealbum vides ikke. Sandsynligheden er dog størst for, at det blive på et kommende soloalbum, da "Cruel Summer", som før øvrigt er sat til at udkomme den 4. september, er et samarbejde mellem Kanye og artister på hans pladeselskab G.O.O.D. Music.

Tidligere på ugen skrev Kanye West på Twitter, at han har lavet et nyt nummer med titlen "Perfect Bitch", som er inspireret af hans nuværende kæreste, tv-personligheden med mere Kim Kardashian. Nummeret indeholder et stykke fra den tyske komponist Carl Orffs "Carmina Burana", men om det er en del af et kommende album, er endnu uklart.


Tilbage i maj måned besøgte Kanye Jyske Bank Boxen sammen med Jay-Z og deres "Watch The Throne"-samarbejde. En koncert som fik de maksimale seks stjerner af GAFFAs Michael Jose Gonzalez under overskriften: "Majestætisk opvisning i hvor tronen skal stå". Han skrev blandt andet om koncerten:

"Festen stopper på kogepunktet, og det har på alle måder været en imponerende aften. Kanye og Jay-Z har leveret et storslået og gennemført show, der så absolut er på niveau med de to herrers talent …og egoer for den sags skyld. Det er simpelthen uden sidestykke, og jer der skal af sted til koncerterne i Oslo, Stockholm og Malmö: glæd jer – That shit cray!".

Den amerikanske dupstep-producer Skrillex, med det borgerlige navn Sonny John Moore, er lige nu selv i gang med at færdiggøre sit første fuldlængdealbum. Skrillex har tidligere udgivet flere ep'er og desuden to studiealbum sammen med post-hardcore-bandet From First To Last, hvor han var forsanger i perioden 2004-2007. 


ANNONCE