Nu kan også det københavnske musikkollektiv annoncere efterårsturné
Det syv mand store band The Eclectic Moniker har indtil videre haft et forrygende 2012. Allrede inden debutalbummet udkom i maj måned, florerede singlen "Easter Island" på mange af landets radiostationer. Sommeren igennem har været pakket med festivalkoncerter, og nu fortæller bandet med en efterårsturné i Danmark, samt endnu to festivaler uden for landets grænser.
En af de mere end 20 festivaler, som The Eclectic Moniker i år besøgte, var den aarhusianske Spot Festival. GAFFAs Mikkel Drejer Bertelsen var at finde blandt publikum og uddelte hele fem stjerner til det københavnske musikkollektiv. Han skrev blandt andet:
"Hvorom alting er, har bandet en selvsikkerhed, man ikke finder hos særlig mange så nye bands, og det forplanter sig i publikum, der igen ryger i hænderne og fødderne på bandet, der trods en stor og indviklet instrumentering formår at spille utrolig tight. (…)En forrygende koncert med et band, der ved, hvad der virker og eksekverer uden anmærkninger og med en forfriskende selvsikkerhed".
Nu er det en række af landets spillesteder, som kommer til at danne rammen omkring The Eclectic Monikers efterårsturné, der ind imellem de danske koncerter også har fået plads til den tyske branchefestival Reeperbahn i Hamborg og Iceland Airwaves i Reykjavik.
The Eclectic Moniker er desuden en del af musikprojektet Local Heroes, hvor de sammen med Turboweekend og Lise Westzynthius går i front for efterårets program, der giver lokale bands mulighed for ansøge om at blive opvarmning på spillestederne.
Frem til den 10. september er det muligt at tilmelde sig konkurrencen og måske blive opvarmningsband til en af Eclectic Monikers koncerter, som i efteråret bringer dem forbi følgende byer:
22.09: Reeperbahn Festival, Hamburg
05.10: Train, Aarhus
06.10: Paletten, Viborg
12.10: Bygningen, Vejle
13.10: Templet Lyngby
26.10: Posten, Odense
27.10: Ungdommens Hus, Fredericia
01.11: Gjethuset, Frederiksværk
02.11: Iceland Airwaves, Reykjavik
03.11: Stars, Vordingborg
07.11: Gimle, Roskilde
08.11: Fermaten, Herning
09.11: Pitstop, Kolding
10.11: Sønderborghus, Sønderborg
15.11: Lille Vega, København
17.11: Forbrændingen, Albertslund
Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live
Ansøgning som opvarmningsband sker gennem Local Heroes' Facebook-side.





