Nyhed

The Orb udgiver album med Lee ”Scratch” Perry

Den elektroniske duo er klar med endnu et udspil, denne gang med en reggaelegende på vokal

Efter et par måneder i studiet i Berlin er The Orb klar med deres ellevte studiealbum, "The Observer In The Starhouse", som udkommer den 12. september. Den elektroniske duo, med Alex Paterson i spidsen og den verdensberømte schweizisk-tyske producer Thomas Fehlmann som makker, har denne gang teamet op med Lee "Scratch" Perry, som leverer vokalen på det kommende album.

Den nu 76-årige Lee Perry, der siden 50'erne har hjulpet reggae- og dubkulturen med at blive anerkendt i hele verden, følte det naturligt at lave et album med The Orb. Samarbejdet blev til efter at Alex Paterson i 2004 spillede et dj-sæt med Perry:

"Jeg havde en fantastisk tid sammen med den store mand", udtaler Alex Paterson. "Jeg spillede et dub-sæt, Earl 16 var Greg Dreads toaster, Mad Professor havde sine damer, og så var der den legendariske Lee Scratch Perry. Han er et geni, der udtrykker fremtiden inden for de nuværende tider af angst, håb og sammenhold".


Den anden del af The Orb, Thomas Fehlman, mødte derimod Lee Perry for første gang, da de satte sig sammen for at skrive til albummet, og dette viste sig at være uventet intenst og frugtbart: "Det var temmelig rørende at se, hvordan en uventet forbindelse og inspirerende udviksling kunne vække vores kreative evner på den måde. Alex og jeg havde aldrig lavet så meget ny musik på et sted før", udtaler Thomas Fehlman om samarbejdet.

"Perry var konstant aktiv, refererede til de melodier, vi arbejdede med, og slog til træ eller sten for at skabe percussionmønstre, så vi endte op med at bruge fields recordings af ham, som hamrede på stumper og stykker".

Ud over de nye numre vil det kommende album også indeholde Lee Parrys single "Police And Thives" fra 1976 i en bas-tung reggaeversion, og The Orbs "Little Fluffy Clouds" har fået et dancehall-touch.


The Orb har udgivet mere end 20 projekter siden deres debut i slutningen af 1980'erne, senest "Metallic Spheres" fra 2010, et samarbejde med Pink Floyd-guitaristen David Gilmour.

ANNONCE