Pladeselskabet Crunchy Frog præsenterer julekoncert med blandt andet den første Beta Satan-koncert i årevis
For seks år siden samlede det uafhængige danske pladeselskab Crunchy Frog Records deres aktive bands og holdt et "julebal i indierockens tegn". I år vender denne begivenhed tilbage med Crunchy Christmas 2012. Det bliver med ni bands på to scener den 8. december, hvor koncertgæsterne blandt andet kan opleve Beta Satan, PowerSolo og Apparat Organ Quartet på det københavnske spillested Pumpehuset.
Som noget nyt præsenteres en matiné-koncert for børn og deres forældre i sammenhæng med Crunchy Christmas, hvor programmet består af Hr. Skæg samt PowerSolo, der har lavet kendingsmelodier til børneprogrammerne Ramasjang Rally og Ramasjang Live. Til børneeventen vises også tegnefilmene fra Mustafas Kiosk af Kronprinspar-hædrede Jakob Martin Strid – oplæst af Povl Dissing og med musik af The Tremolo Beer Gut.
Matiné-koncerten er klokken 11, og om aftenen åbnes dørene klokken 19.00.
Billetter kan købes via GAFFA Live.
GAFFA har til lejligheden bedt Beta Satan om at lave en playliste med deres favoritsange, og den kommer her. Listen er sammensat af guitarist Johannes Gammelby (billedet) og keyboardspiller Morten Riis:
Portishead – Machine Gun
Første single fra det længe ventede Portishead-album "Third" fra 2008. Produktionen generelt på albummet, og særdeles på "Machine Gun", varsler nye standarder for hvor smadret og "forkert" man kan mikse og producere pop-musik. Dette, blandet med noget af det bedste synth-design hørt på en kontemporær udgivelse gør "Third" til et pejlemærke i slut 00'ernes ellers fragmenterede og forkvaklede musiklandskab. Synth-temaet i "Machine Gun" indvarsler en næsten post-apokalyptisk "Terminator"-reference, der iscenesætter Portisheads tilbagevenden til musikbranchen som en underfundig, dys(o)topisk fugl føniks, der rejser sig fra det afbrændte musiklandskab, ødelagt af branchen selv og dens medløbere (læs: indie-musikere og hipstere)
Part Chimp – Trad
Et hypnotisk og frigørende stykke musik. Ikke så meget et nej tak til poleret populærkultur som et rungende fuzz-fuck-yeah til livets mere nederdrægtigt ekstatiske øjeblikke. Stor og slæbende Mandingo-musik. Det er som om musikken slet ikke kan være inde i mediet! Det vil ud og rykke mig rundt. Det er fedt. Jeg vil afrive mine negle og servere dem med mælk for min hustru for sådan en guitar/baslyd, men jeg tror Kned er ved at have luret, hvordan man gør, så måske det ikke bliver nødvendigt; forudsat han vil af med sine tips, selvfølgelig.
Melvins Lite – Holy Barbarian
Til hverdag høvler Melvins af sted i art-rockin' stoner-land. På deres seneste fuldlængde-plade har de slået sig sammen med kontrabassisten Trevor Dunn og skabt et noget mere trippet og jazzet univers. Ikke alt på pladen er lige godt. Særligt er den overordnede guitarlyd decideret ulidelig og blokerende for oplevelsen, men lige på "Holy Barbarian" rammer de en knugende tyngde, som jeg godt kan lide. Organisk og sfærisk. Men stadig gennemkomponeret og -arrangeret og heldigt renset for de i samtiden lidt trættende psych-rock nostalgi-udskejelser, som man kunne have frygtet de ville have kastet sig ud i jf. setup'et.
Chad VanGaalen – Blonde Hash
Jeg har en idé om at forsanger Kåre vil kunne lide det her. Så Kåre, den her er til dig! Det minder lidt om noget vi hørte for 9-10 år siden, da somrene var lange og Figurines lige havde udgivet "Shake A Mountain". Good times. Speaking of good times... Det bliver sateme herligt at spille med Beta Satan igen! Det er første gang i 3-4 år. Niuuuw niuuuw, døn døn døn! - yeah!
Hør playlisten i WiMP og Spotify.
Line-up til Crunchy Christmas 2012
APPARAT ORGAN QUARTET
BETA SATAN
LARS AND THE HANDS OF LIGHT
POWERSOLO
SHINY DARKLY
SNAKE & JET'S AMAZING BULLIT BAND
THE MALPRACTICE
THE TREMOLO BEER GUT
THEE ATTACKS
DJs: OLIVER NORTH BOY CHOIR