Der er kommet releasedato og nyt pladeselskab på trettende album fra gruppen, der har brudt med Mute Records efter 31 år
Depeche Mode er ude med nye detaljer om deres kommende og trettende, endnu unavngivne album. Fans kan begynde at glæde sig til den 25. marts 2013, hvor det nye album – som udgives på Columbia Records – lander i butikkerne.
Martin Gore og Dave Gahan har skrevet alle sangene på albummet, som de vil have med sig i bagagen, når de drager på deres omfattende europæiske turné, der blandt andet kommer forbi Parken i København den 13. juni.
"Albummet har en meget organisk og direkte følelse. Det er ikke blues, men det har de samme sjælfulde vibrationer," siger forsanger Dave Gahan om det nye album.
Depeche har udgivet alle deres tidligere album på det engelske indie-selskab Mute, men i forbindelse med den nye albumudgivelse er de altså skiftet til det amerikanske selskab Columbia, som er en del af multinationale Sony Music.
Depeche Modes seneste studiealbum, "Sounds of the Universe" fra 2009, fik fire stjerner af GAFFAs Finn P. Madsen, som blandt andet skrev: "Sounds Of The Universe er lyden af et band, der langt om længe er kommet overens med sig selv uden at sætte noget over styr". Siden har bandet været på turné, de har udgivet en live-boks samt et remix-album og er nu på vej med deres trettende studiealbum.





